Motionsidræt

Hyggelig motion og skarp cykeldyst

Størst tilslutning til 100 kilometer ruten ved gårsdagens Fjorden Rundt i Hobro

HOBRO:Der var både plads til familiehygge og hård konkurrence, da Hobro Cykelmotion i går for 15. gang afviklede sit løb Fjorden Rundt. På 100 kilometer ruten var 40 af de hurtigste ryttere i tæt opløb på de sidste 100 meter. På familieruten, som distancen på 23 kilometer er døbt, gik det i et noget mere adstadigt tempo. For der skulle jo være tid til at drikke saftevand og spise kage, som deltagerne fik som en del af gebyret. Bagefter var der tid til at hygge sig i Hobro Idrætscenter med pølser. Formand for Hobro Cykelmotion Lars Poulsen er glad for, at deltagerantallet - modsat løb andre steder i landet - er i fremgang. Små 400 deltog. Størst tilslutning var der til 100 kilometer ruten, som 250 tilbagelagde. Mange frivillige hjælpere havde brugt en del af deres pinse på at arrangere, deriblandt Jess Hansen. Selv om det var Jess Hansens 50 års fødselsdag i går, mødte han trofast frem. Motionisterne hyldede ham med en fødselsdagssang og en buket blomster.