Hyggeligt italiensk hotel, dejligt klima - men skuffende mad

ROM:Vi er nu ankommet til hotellet i Zagarolo efter en lang og hyggelig bustur, skriver Brovst Pigegarde i sit første rejsebrev fra Rom sent søndag aften. Da vi ankom til den italienske grænse, var det tid til morgenmad. Vi havde alle taget godt med tøj på, da vi regnede med, at der var hundekoldt, men vi blev mødt med 18 graders varme. Dejligt! Efter morgenmaden gik turen ellers videre til Zagarolo, hvor vi blev godt modtaget af hotellets ejer. Hotellet er meget lille, vi er de eneste, der bor her, men meget hyggeligt. Det ligger i en lille by (som sagt Zagarolo) langt ude på landet. Vi blev indkvarteret og fik et dejligt koldt bad og var så ellers klar til at øve koncert til programmet de næste dage. Derefter gik tiden med at skrive postkort hjem og afslapning. Så var tiden kommet til aftensmaden, spændte var vi og meget sultne. Der blev så først serveret en ret med pasta i tomatsauce, ikke alle var lige begejstret, et ta' selv bord havde vi håbet på. Vi fik så at vide, at der skulle komme en ret mere, så vi var igen spændte. Men anden ret var ikke ligefrem bedre. En tallerken kun med salat, fyldt med en masse citronolie, et stykke nakkekotelet og en aflang krydret farspølse. Vi glæder os nu til i morgen for at se, hvad menuen så står på! Vi er alle meget trætte og skal tidligt op i morgen. Håber, I alle har det godt i Danmark. Vi har det godt her i varmen (ca. 25 grader). Vi skal lige vænne os til det. Mange italienske hilsner fra "De store".