Hyggelys uden irriterende sod

Det er hyggetid, men levende lys har nogle irriterende ulemper, som du kan undgå med disse gode råd

Med disse gode råd får du mere ud af dine stearinlys og mindre sod. Foto: Iris/Scanpix
Danmark 15. november 2014 18:56

DANMARK: Findes der noget mere skønt end hygge? Og findes der noget mere hyggeligt end stearinlys på en kold vinteraften? Næppe.

Men selvom vi har en tendens til at omtale alle levende lys som stearinlys, så er det faktisk en sandhed med modifikationer, for lysene kan ifølge Varefakta, der løbende kontrollerer de levende lys, eksempelvis også være fremstillet af bivoks eller paraffin.

Uanset materialet har Varefakta disse seks gode råd, inden du sætter blus på vægen.

Sådan gør du

1. Undgå træk, for i træk drypper de fleste lys mere end nødvendigt.

2. Klip vægen ned til cirka en centimeter, inden du tænder lyset første gang. Men klip også vægen efter lyset har været tændt. Lange væger får lyset til at sode mere. Og megen sod kan både svine og være sundhedsskadelig. Fjern også eventuelle væge- og tændstikstumper, så brænder lyset mere stabilt.

3. Placér lysene i en stabil stage eller på et stabilt underlag i tilpas afstand fra gardiner og uden for børns og kæledyrs rækkevidde. Pas især på fyrfadslys, som kan blive meget varme i bunden.

4. Pust lyset ud, inden du flytter det.

5. Lys bør placeres med god afstand i mellem hinanden. Det øger brændetiden, og får lyset til at brænde mere stabilt.

6. Læs brugsanvisningen, og følg råd og anvisninger fra symbolerne. På Varefaktas hjemmeside kan du se, hvad de forskellige symboler betyder.

/BLM/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...