EMNER

Hyggepokerklub er ulovlig

ODENSE:Det er ulovligt at arrangere hyggeaftener med pokerspil på værtshuse og restauranter, også selvom indsatsen kun er 50 kroner pr. deltager og hovedpræmien på godt 3000 kroner. Det fastslog byretten i Odense tirsdag i en sag mod et restauratørpar fra Odense, der fra november 2005 til marts 2006 kørte en pokerklub på deres danserestaurant. Parret er blevet dømt for hasardspil, men da sagen har trukket ud i så lang tid, fordi retten har ventet på en dom fra Højesteret, slipper parret for straf. Retten har dog valgt at konfiskere 10.600 kroner, som medlemmerne af pokerklubben har indbetalt, samt 1150 spillejetoner og en række andre pokereffekter. Restauratøren er skuffet over dommen, især fordi han og hans kone aldrig har forsøgt at hemmeligholde, at de havde en pokerklub. Blandt andet skrev de til både politiet og Told og Skat for at få at vide, hvad der var lovligt og ulovligt i forbindelse med pokerklubber - uden at få svar. /ritzau/