EMNER

Hykleri hos socialdemokrater

Carsten Hansen (S), gruppeformand for socialdemokraterne, glemmer helt tilsyneladende sit eget partis arbejdsmetoder, eller undlader behændigt at fortælle om det, i sin iver efter at fremhæve, at det parlamentariske grundlag for VK-regeringen er Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti.

Det vil Carsten Hansen (S) meget gerne have brudt, men glemmer at fortælle, hvordan det så bliver med Enhedslisten som parlamentarisk grundlag for et nyt rødt kabinet. Når det spidsede til under SR-regeringen, så husker vi tydeligt, hvordan Enhedslisten demonstrerede sin magt som det parti, der havde de afgørende mandater. Enhedslisten gjorde det så tydeligt, at vi alle skulle informeres om, at det ikke er Enhedslistens folketingsgruppe, der skulle beslutte, men Enhedslistens bestyrelse og bagland, som befinder sig uden for Christiansborg. Når Carsten Hansen (S) taler om magtens arrogance med adresse til VK-regeringens parlamentariske grundlag, så må jeg blot minde om, at beslutningerne i dag bliver truffet af et valgt politisk flertal på Christiansborg, i modsætning til SR-regeringen, der baserede sig på et flertal grundlagt på en bestyrelsesbeslutning i Enhedslisten, der meddelte til SR-regeringen, hvad der skulle gennemføres af nye skattestigninger. Når man samtidig tænker lidt over SR-regeringens tidligere beslutninger med Lykketofts styring af kommunerne med mindre budgetter end i dag, så falder kritikken fra Carsten Hansen (S) fuldstændig til jorden med et brag.