Hykleri i sporten

Finn Janning, som er underviser i sportsetik, udtalte på DR 1 (14.2.): "Jeg kan ikke se, at sporten skulle udvide sine regler til at have en moraliserende, opdragende effekt."

Dertil kan man sige, at sport - eller idræt, som jeg ville foretrække her - altid til en vis grad har virket opdragende. Inden amatørbegrebet blev udvandet eller aflivet, var der mest positive effekter at hente for sportsfolk i alle aldre, begreber som fairplay, holdånd eller simpelthen indstillingen om ikke at give op kunne medtages til andre steder af tilværelsen. Men desværre har begreber som politisk korrekthed og trættende moralisme sneget sig ind i sportskredse - som alle andre steder i samfundene, hvilket kan ærgre - men ikke undre. Som regel går den hysteriske moralisme ud på, at der er nogen den politisk korrekte elite skal have ram på eller eventuelt hævn over. Man behøver blot at skæve til tidens tone og tiltag over for rygere (- siger jeg, der har været ikke-ryger hele mit liv!) Inden for sportsorganisationerne har den ideologisk bestemte racismedille, vi kender så godt fra samfundet som helhed, længe hærget. Et af de seneste eksempler er sagen om den engelske fodboldlandsholdsspiller John Terry, som anklages for at have udtalt sig racistisk over for en anden spiller. Terry er nu blevet frataget anførerhvervet, hvilket igen har fået Englands italienske træner til at sige op. Hvilket jeg godt kan forstå; hans ofte udskældte kollega Morten Olsens kommentar var, at det selvfølgelig er træneren, der vælger anfører, ikke fodboldforbundet. Men selv om intet er afgjort med hensyn til Terry, som hævder at have venner af forskellig race og aldrig har udtalt sig som han beskyldes for, kunne det engelske forbund ikke længere være sin anfører bekendt. Hvor hysterisk - og bundtrist kan det blive? Det kan sikkert blive meget værre. Når man kan fratages et anførerarmbind udenfor banen på grund af noget, ingen rigtigt ved om man har sagt inde på banen, kan ingen vide sig sikker! Og det organiserede, missionerende "raceri", som i virkeligheden er en mistænkeliggørelse af alverdens sportsfolk - og alle andre - har jo allerede udfoldet sig ved de to seneste fodbold-VMs slutrunder, hvor FIFA tog spillerne og deres anførere som gidsel ved ceremonier før kampene. På mig virkede det pinligt at se de sagesløse fodboldhelte udkommanderet til at oplæse et "antiracistisk" ritual før kampene. Men når udtrykket gråspurve og kanoner blev ved at dukke op foran mig, er det nok, fordi jeg ikke er modtagelig nok over for missionsvirksomheden. Jeg ejer simpelthen ikke den mistillid til Verdens sportsfolk, der skal til, for at tro på historierne om den megen racisme i sportens verden. Heller ikke i den. Jeg ville ønske, at de fine fodboldorganisationer ville lade John Terry og alle de andre spille fodbold. Det er det, de er gode til.