EMNER

Hyklerisk snak om nuancer

I sit indlæg "Hvor er nuancer og saglighed?" ("På kanten" 29.6.) efterlyser Flemming Jansen - jf. overskriften nuancer og saglighed i Peter Duetofts indlæg "Jeg savner venstrefløjen" (28.6.).

Efter min opfattelse er der tale om et på to måder uheldigt indlæg. For det første fejllæser Jansen Duetofts indlæg. Duetoft skriver ikke, at "[…] nutidens egoistiske liberalister […]" er værre end "Tidligere tiders munkemarxister […]", sådan som Jansen udlægger det i sin fortolkning med udtrykket "spejderdrenge" om Duetofts forståelse af datidens marxister sammenlignet med nutidens liberalister. Duetoft forklarer tilmed, at han ikke savner venstrefløjens synspunkter, og at han tager afstand fra venstrefløjens dominans i tresserne og halvfjerdserne. Duetoft gør ganske enkelt opmærksom på, at der er tale om et problem i den kendsgerning, at man under et politisk forsvar for menneskelig anstændighed i selv de mest basale og indlysende forhold bliver klandret for at være politisk korrekt. Som jeg forstår Duetoft, er problemet, at brugen af udtrykket politisk korrekt er kommet til at fungere som undskyldning for at kunne praktisere "den lille egoisme". Det er så her, at Duetoft savner et modspil fra venstrefløjen, et modspil til noget han kalder et liberalistisk meningsmonopol. Jeg er helt enig i den problemstilling, som Duetoft tager op, for der er noget galt, når det efterhånden udbredte stempel "politisk korrekt" bliver anvendt i forbindelse med f.eks. tilslutning til u-landshjælp. Betegnelsen meningsmonopol i den pågældende sammenhæng kan dog diskuteres, da der formodentlig findes borgerlige, der fortsat forstår værdien af almindelig anstændighed. Her kan Jansens kritik være berettiget. Når Jansens indlæg igen virker uheldigt, skyldes det for det andet, at han efterlyser nuancer og saglighed. Vi skal tilbage til tiden efter valget i februar, hvor Jansen i denne avis fik trykt et indlæg, hvori han tilsluttede sig det synspunkt, at de radikales vælgere bestod af "bøsser, bohèmer og intellektuelle". Sammenholder vi denne enfoldige udtalelse med et af Jansens kritikpunkter til Duetoft "Hvor er den fair play i vurderingen af politiske modstandere, som ellers burde ligge dybt i en tidligere parlamentarikers sjæl og politiske kultur?", så må man nødvendigvis spørge: Er Jansen den rette mand til at efterlyse nuancer og saglighed i debatkulturen? Svaret er nej, for man kan ikke tage et sådant hykleri alvorligt. Om Flemming Jansen vil tage dette kritikpunkt til efterretning, kan man kun håbe. Desværre har selverkendelse aldrig hørt politikernes stærke sider – hverken på venstre- eller højrefløjen, heller ikke selv om det ville klæde dem betydeligt at vedstå sig menneskelige fejltrin.