EMNER

Hyldest i stedet for kritik

Der har i den senere tid været en masse synspunkter oppe at vende i forbindelse med offentliggørelsen af dokumentarfilmen Den hemmelige krig af Christoffer Guldbrandsen.

Hvad der er sandt eller ej, kan jeg ikke umiddelbart vurdere, men jeg bliver harm, når jeg hører hvorledes visse politikere og debattører, der sidder herhjemme i vores lille lune andedam og vil fortælle soldaterne ude i kampzonen og alle os andre, hvad der er rigtigt og forkert, de skulle prøve på deres egen krop at være derude, det er lidt for letkøbt. Derude er reglerne helt anderledes, man kæmper ofte mod irregulære styrker, krigere der ikke er officielt uniformerede, de er måske forklædt eller klædt som civile og de kan finde på at bruge uskyldige mennesker som skjold for at dække sig, mens de beskyder de internationale styrker. Ligeledes ser vi hvorledes flere af disse, irregulære krigere forklædt, kører med busser eller går rundt på markeder, blandt uskyldige civile, kvinder og børn, og sprænger sig selv i luften, med det ene formål at få så dræbt så mange som muligt. Disse for os ”nye fjender” overtræder gang på gang de gældende konventioner, når de gælder behandling af krigsfanger, brug af våben etc. disse krigere har aldrig modtaget (eller også er de ligeglade) undervisning om de internationale konventioner om krigsførelse (Genève konventionen) Jeg siger ikke, at vi ikke skal overholde disse konventioner, jeg er sikker på at vores soldater gør alt, hvad de kan for at overholde internationale regler, men vi er altså nødt til at forholde os til, at vi er oppe mod styrker eller grupper, der er totalt ligeglade med gældende regler. Det er det paradoks som vore soldater oplever, når de skal løse internationale opgaver i dag, og hvis vi ikke vil indse det, kan vi ligeså godt pakke sammen og ”nøjes” med kun at dele mad og tæpper ud. Og lad os så, som i andre lande hylde vores soldater og deres familier, for den svære opgave som vi sender dem ud på, frem for at mistænkeliggøre og kritisere.