Hyldest til 70’ernes B-film

En flok smuk­ke pi­ger mø­der Stunt­man Mike på en bar og op­fat­ter ham som ufar­lig. De ta­ger fejl.
Film 1. juni 2007 06:00

FILM ”Death Proof” # # # # ¤ ¤ En flok cool, unge kvinder fester igennem på en bar i en lille by USA. Det samme gør Stuntman Mike (Kurt Russell), en vejrbidt, aldrende, men charmerende mand, med en uhyggelig sort bil. Pigerne finder ham ufarlig, og når knap at finde ud af det modsatte, før han får sat en stopper for al morskaben. Han voldtager ikke piger. Det, der tilfredsstiller ham, er langt værre, og til formålet bruger han sin dødssikrede bil - sikret mod hans egen død forståes. Således må pigerne se Stuntman Mike og deres skæbner lige i øjnene, før festen eskalerer i et blodigt og effektivt sammenstød på landevejen. Efter det uhyggelige møde fortsætter Stuntman Mike sin særprægede hobby med at spotte, jagte og slå unge kvinder ihjel. Senere, i en anden by, får han øje på en ny flok lækre chicks. De er ligeså smukke, og har mindst lige så meget attitude som de foregående. Alligevel er der en væsentlig forskel. De slår nemlig, til Mikes store overraskelse, igen. Og de slår hårdt. Det hele ender selvfølgelig med en voldsom forløsning af rang. ”Death Proof” er Quentin Tarantinos moderne bud på fænomenet ”Grindhouse”, som dækker over en bølge af billige og halvtarvelige film, der gik i de amerikanske biografer i 1970’erne. Ordet har givet navn til de såkaldte ”Grindhouse”-biografer i USA, som viste film i døgndrift. Titler som ”Ilsa, She Wolf of the SS” og ”I Drink Your Blood!” siger lidt om niveauet. Filmenes overordnede ærinde var at levere vold, sex og action uden at tage særligt hensyn til en sammenhængende historie. ”Death Proof” er en hyldest til denne genre. Den har de samme elementer i form af biljagter, lækre piger og slidte billeder; men ikke af dårligt skuespil. Den er heller ikke et eksempel på dårligt håndværk. Tværtimod. Tarantino har formået at lægge sin egen unikke, cool og blodige stil, som vi kender fra blandt andet ”Pulp Fiction” og ”Kill Bill”, ned over 1970’ernes B-film, og har skabt noget helt nyt. ”Death Proof” var oprindeligt en del af et ”Grindhouse”-projekt, der også bestod af Robert Rodriguez’ film ”Planet Terror” og en række trailere for de to film, der var lagt ind for at skille dem ad. I alt en oplevelse på omkring tre timer. Det blev et flop i USA, og filmenes producer besluttede at skille dem ad, lægge fraklippet materiale tilbage og vise dem separat i biograferne. ”Death Proof” er på den måde blevet 25 minutter længere, blandt andet er en scene med en heftig lap-dance lagt ind igen. Det bliver filmen ikke ringere af, men minutterne skal lægges til de lange dialoger, som Tarantino både er blevet rost og kritiseret for. Nogle gange dvæler han lidt for længe ved dem, de enkelte scener og de lækre billeder. På den anden side er de velskrevne, og alle tre ting hjælper til at lære karaktererne at kende og til at skabe voldsom kontrast til de vilde biljagter, hvor tempoet er alt andet end langsomt. Filmen er delt i to. Den begynder ét sted og ender et helt andet. Alligevel sidder man ikke med fornemmelsen af, at den løber løbsk. Den udvikler sig over tid, og kunne ikke slutte anderledes. Pigerne er velcastede, og Kurt Russell er virkelig et gennemført dumt svin. Det klæder ham. Havde Tarantino formået at klippe filmen lidt mere ind til benet, skære dialogerne en smule ned og fulgt op på en scene, hvor én af pigerne i anden halvdel bliver efterladt med en skummel bilsælger, der åbenlyst er ude på at voldtage hende. Ja, så havde ”Death Proof” fået en stjerne mere. Men måske skal man bare opfatte det som en hyldest til genren? 70’ernes B-film er vel aldrig blevet beskyldt for at lægge vægt på en fuldendte historie. Ingeborg Ellern Nielsen ingeborg.ellern@nordjyske.dk @Brød.8.note: { ”Death Proof” Amerikansk Instr.: Quentin Tarantino En time, 52 min., till. o. 15 år Danmarkspremiere

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...