Hyldest til krigens menige

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Indianeren Ira Hayes, John ”Doc” Bradley og Rene Cagnon er de tre overlevende flagrejsere, der sendes på propagandarundtur resten af krigen. De spilles af Adam Beach, Ryan Phillippe og Jesse Bradford.

film ”The flags of our fathers” # # # # ¤ ¤ Det halter med krigen. USA er træt til døden af at miste sine sønner, af de enorme ofre, af de endeløse frontberetninger og det opslidende job med at rydde Stillehavsøerne for fanatiske, dødsforagtende japanske soldater. Der er mangel på alt derhjemme, og staten er sandt at sige på fallittens rand. Så går læderhalsene i land på Iwo Jima, og en skøn morgen prydes avisernes forsider af det fantastiske foto af soldaterne, der rejser Stars and Stripes på den søndersprængte bjergtop midt i slaget. Det er et af de sjældne pressebilleder, der går direkte i folkesjælen og vender historiens gang. Her ser det amerikanske folk sejren i øjnene, hjertet banker, stoltheden vokser frem - sejrsviljen vender tilbage med fuld styrke. Det er det billede i den situation, Clint Eastwoods film handler om. Og dermed går den gamle patriot også i lag med en af de store myter i den amerikanske mediehistorie: Rygtet om, at billedet virkeligheden er en konstruktion, der blev skabt for propagandaens skyld. Men først og fremmest er det mændenes historie, han fortæller, de menige marines, der kæmpede krigen, udgød blodet og måtte leve resten af livet med krigstraumerne og desillusionen. Det er her Clint Eastwoods solidaritet ligger, og dermed også filmens. Det er en film, der deler sig i adskillige lag: Selve krigsfilmen, der nøje registrerende følger de unge soldater i Easy-kompagniet på deres vej med den enorme invasionsflåde til den første ø, der tilhører det japanske kejserrige selv, Iwo Jima. Hidtil har alle øer været tilbageerobringer. Den kun ni kilometer lange ø med landingsbanerne er så stærkt og dybt befæstet, at det kommer til at vare 36 dage og koste mere end 6000 dræbte at erobre den. Det er voldsomt blodige scener, nært beslægtet med den voldsomme åbning i ”Saving private Ryan” (filmen er i øvrigt produceret af Steven Spielberg), scener, der giver en stærk fornemmelse af, hvilke uhyrlige dimensioner denne del af krigen havde. Vi følger både hele armeen og den enkelte soldat, og jeg kan godt love, at der bliver knuget nogen armlæn på biografsæderne. Men filmen fortæller også historien om billedet og dets voldsomme politiske effekt. Og det er her, filmens vrede for alvor kommer til udtryk. Den retter sig nemlig ikke mod den menige soldats vilkår på slagmarken, men mod udnyttelsen i politisk sammenhæng. Den amerikanske regering griber chancen med kyshånd: Der skal rejses penge og skabes politisk vilje. Og hvem er bedre at sende på turne landet rundt end heltene fra Iwo Jima. Problemet er bare, at sandheden ikke er så entydig. For det første bliver der taget to billeder, rejst to flag - af to forskellige hold, ikke som fup og propaganda, men af tilfældigheder og korps-konkurrence. Og omstændighederne omkring det er slet ikke, som det ellers allerede er blevet fremstillet i de første reportager. Der er ingen ansigter at se på billedet, så dem, der håndplukkes til at blive sendt rundt på kampagnerejsen er ikke nødvendigvis helt de samme, som rent faktisk havde fat i flagstangen. Der er mange følelser og principper på spil - og værst af alt, det er en næsten ubærligt kvalmende befamling, de unge soldater møder, da de begynder deres propagandarejse landet rundt. At en af dem oven i købet er indianer, gør det kun endnu værre - racismen og bigotteriet er hele vejen en skygge, der følger ham. Filmens tredje lag er nutidslaget: Vi møder de overlevende som gamle, og det er deres fortællerstemmer, der fører os gennem forløbet, tørt og nøgternt, men også med smerte og aldrig forløst undren. Det er en film, der hæderligt forsøger at fortælle den virkelige historie om et af verdenskrigens store propagandanumre og dets ofre. Men i forsøget på at give soldaterne al den opbakning, de kan fortjene, kæntrer filmen beklageligt langt over i det i det sentimentalt patetiske. Til gengæld tegner den fornemme tidsbilleder, fastholdt helt ned i sprogets nuancer og den bevidsthedsverden, det kan dokumenteres som herskende dengang. Jeg tror ikke, der bliver sagt ”fuck” en eneste gang - men ganske mange gange ”jeez-louise” i stedet. Det er faktisk en styrke i sig selv. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk @Brød.9.u-indryk.1-fede-ord: { ”The flags of our fathers” USA 2006. Instr.: Clint Eastwood Baseret på James Bradleys roman om faderen John ”Doc” B. To timer, 10 min. Till. o. 15 år. Danmarkspremiere