Hyldest til menigheden

Charlotte Winkelmann modtager påskønnelse

HJØRRING:I anledning af 100 års dagen for menighedsrådsloven modtager Charlotte Winkelmann, Hjørring, et krucifiks udført af kunstneren Birgitte Weiergang fra Børglum. Det er menighedsrådet ved Sct. Catharinæ Kirke, der er giveren, og Charlotte Winkelmann modtager krucifikset som en tak og påskønnelse for stor trofasthed og stor hjælpsomhed i Sct. Catharinæ Sogn. Per Trondal, medlem af Sct. Catharinæ Menighedsråd siden november 2000 og formand siden november 2002, sagde på menighedsrådsmødet i denne uge til rådsmedlemmerne og Charlotte Winkelmann: - 100 års dagen den 15. maj er bestemt en dag, det er værd at markere, og jeg vil gerne hylde vor menighed. Den menighed, der gør det meningsfyldt at sidde i menighedsrådet, og den menighed, vi skylder stor tak. Det er en stor menighed, og jeg kan kun indirekte takke hver enkelt. Men jeg vil ikke undlade at markere, at 100 års dagen er en særlig dag ved også direkte at takke en repræsentant fra vores menighed - en af dem, der er med til at gøre det til en glæde og en meningsfuld opgave at arbejde med de mange sommetider lidt trælse sager med penge, regulativer, papir og mursten, der nu engang hører med til arbejdet i menighedsråd. Jeg vil gerne bede dig, Charlotte Winkelmann, modtage dette lille krucifiks, sagde Per Trondal. Det er Birgitte Weiergang fra Børglum, der har lavet krucifikset, og Per Trondal synes, det er interessant at være med til at markere 100 året, og han er glad for, at Charlotte Winkelmann har modtaget påskønnelsen med stor glæde. - Det er præcis 100 år siden, Rigsdagen efter systemskiftet vedtog I. C. Christensens lov om menighedsråd. Det var en god og klog beslutning, Rigsdagen dengang tog. Menighedsrådene afløste Estrupsregimets kirkeråd og enevældens statskirke. I stedet fik vi en kirkeforfatning, hvor den enkelte menighed selv kalder sin præst og selv har ansvar for sin kirke, siger Per Trondal.