Hyldest til Mozart i Budolfi Kirke

{ AALBORG: Budolfi Kirke danner torsdag aften 14. december ramme om en stemningsfuld fejring af Mozart. Når de gamle døre åbnes til Aalborg Symfoniorkesters årlige julekoncert, viger de mere traditionelle julekompositioner til fordel for en afrunding af Mozart-året med to bemærkelsesværdige værker på programmet. Orkestret vil spille Mozarts Symfoni nr. 40 og Messe i c-mol, som bliver assisteret af fire solister samt to kor. Den lidenskabelige Symfoni nr. 40 skrev Mozart skrev som en cadeau til hustruen Constanze. De fire solister er den svenske sopran Gisella Stille, som er tilknyttet Den Kgl. Opera i København. Hun har udmærket sig som finalist i Dronning Sonjas Internationale Musikkonkurrence. Altsolisten Kristina Hammarström har medvirket på tre cd’er i DR RadioUnderholdningsOrkestrets Mozart-serie. Engelske Mark Milhofer er koncertens tenor, og hans brede repertoire har gjort ham efterspurgt i hele Europa. Den sidste sangsolist er tyske bas Carsten Wittmoser, der har været tilknyttet så prominente operahuse som Staatsoper Stuttgart, Freiburg Operaen og Hamburgiske Staatsoper. De fire får opbakning af Jysk Akademisk Kor og medlemmer af vokalensemblet GAIA, mens dirigent Giancarlo Andretta samler trådene, når Aalborg Symfoniorkester hylder musikgeniet Mozart i Budolfi Kirke.