Kunst

Hyrden vogter nu ved Skagen

Tonstung gave fra Ny Carlsberg Fondet til Klitgården

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sikken krabat. Hyrden vejer 3,2 tons.

Af Carl Åge Østergaard co20@nordjyske.dk SKAGEN: En hyrde vogter igen sin lille hjord på klitheden ved Skagen. Han ankom på en lastbil fra Sjælland med sine høweder. Nu står han som en mørk skygge foran refugiet Klitgården ved Damstederne. Hyrden er fremstillet i diabas - sort svensk granit. Han er 2,85 meter høj og vejer anselige 3,2 tons. Han vogter to stykker kvæg af ubestemmelig herkomst. Kunstneren selv foretrækker bare at kalde dem "dyr". Manden bag skulpturen er billedhuggeren Erik Heide fra Mors. Han var torsdag selv med i Skagen med for at sikre, at Hyrden og hans dyr kom til at stå lige som de skulle foran den gamle kongevilla. Det er Ny Carlsberg Fondet, der har skænket skulpturgruppen til Klitgården. Helt problemfrit var det ikke at få lov at stille Hyrden og hans dyr op i det fredede område ved Klitgården. Fredningsnævnet var på åstedsforretning, før det gav sin tilladelse. Klitgården fandt det rigtige argument ved at dykke ned i historien: Skagens første fastboende, Tronder, var nemlig også hyrde. Han gik ifølge overleveringen på vidderne omkring Skagen og vogtede stude. Senere byggede hus dér, hvor byen senere voksede op. Det er nu ikke Tronder, der har inspireret Erik Heide. Han fortæller, at han "så" Skagens nye hyrde i en granitblok, som han fandt i Sverige. Hyrden og mandsskikkelser i det hele taget er blandt hans foretrukne motiver. - Der har været både en hyrde I, en hyrde II og en hyrde III, gnægger han, mens skulpturen bliver løftet ned fra lastbilladet. Han udhuggede skulpturen, der nu står ved Klitgården, uden at kende spor til Skagens Tronder. Faktisk har Skagens nye hyrde stået på kunstcenteret Veksølund på Sjælland i et par år, efter han blev færdig fra kunstnerens hånd og mejsel. Her blev Hyrden opdaget af formanden for Ny Carlsberg Fondet, Hans Edvard Nørregaard-Nielsen. Han har mange års tilknytning til Klitgården og spurgte refugiets bestyrelse, om den var interesseret i skulpturgruppen. Og det var bestyrelsen efter at have fået præsenteret et billede af den. Bestyrelsesformand Karen Karen Krause-Jensen så i går den rigtige skulptur for første gang, og hun var kisteglad. - Den lever helt op til mine forventninger. Den er markant. Samtidig betyder placeringen af den, at synsindtrykket ikke kommer i konflikt med Klitgården, siger hun.