Skattepolitik

I år må ansatte få dyrere julegaver

Hvis arbejdsgiverne vil være med, kan der blive til lidt dyrere julegaver til medarbejderne i år. Skat har nemlig hævet det beløb, som medarbejdere må få gaver for uden at blive beskattet af beløbet.

Mette rønbøg fra Magenta Firmagaver tror ikke, at ændringen slår særligt stærkt igennem i år. Men på længere sigt vil gaverne sikkert blive både dyrere og bedre.Arkivfoto: Henrik Bo

Mette rønbøg fra Magenta Firmagaver tror ikke, at ændringen slår særligt stærkt igennem i år. Men på længere sigt vil gaverne sikkert blive både dyrere og bedre.Arkivfoto: Henrik Bo

Hvis arbejdsgiverne vil være med, kan der blive tale om lidt dyrere vine, lidt tungere købmandskurve eller lidt bedre termokander, når danske firmaer betænker deres medarbejdere med julegaver i år. Skat har nemlig hævet grænsen for det beløb, som medarbejdere må få gaver for uden at blive beskattet af beløbet. Det er ikke noget, man gør hver dag. Faktisk er det 12 år siden, at beløbsgrænsen sidst blev hævet. Siden da har gaverne højst måttet koste 500 kroner, men fra og med julen må de koste 700 kroner. - I Skat giver vi ikke julegaver, men vi har dog medvirket til, at eventuelle gaver af mindre værdi fra arbejdsgiveren i anledning af jul eller nytår ikke beskattes, og fra og med julen 2008 har vi altså hævet beløbsgrænsen, fortæller Lars Ahlbom fra Skat. Han oplyser, at den beløbsgrænse, der tales om, drejer sig om gaver som for eksempel en julekurv eller andre ting. Består gaven af kontanter eller gavekort, skal modtageren som altid beskattes af det fulde beløb. Beløbsgrænsen gælder også for såkaldte lejlighedsgaver fra arbejdsgiveren i anledning af eksempelvis fødselsdag eller bryllup. Nyheden vækker ikke kun glæde hos mange af landets lønmodtagere, men naturligvis også hos de firmaer, der har specialiseret sig i firmagaver. Således siger Mette Rønbøg fra Magenta Firmagaver i Nørresundby: - På længere sigt vil det betyde rigtigt meget for os, men jeg tror ikke, at det slår særligt stærkt igennem i år, fordi ændringen er kommet så sent. Dels har mange firmaer allerede bestilt julegaverne, og dels skal en stigning jo også lægges ind i et budget, som blev vedtaget for lang tid siden. Hun og hendes kolleger i branchen har længe efterlyst en justering af beløbsgrænsen: - Fordi der er gået så lang tid uden en ændring er værdien, er julegaven blevet udhulet. Beløbsgrænsen har jo slet ikke kunnet følge med prisudviklingen. Derfor tror jeg også, at ændringen med tiden vil betyde, at kvaliteten af julegaverne får et løft, siger Mette Rønbøg.