Aars

I Aars er kun det hurtigste hurtigt nok

Lille smedevirksomhed satser på automatik for at hamle op med udlandets lave lønniveau

AARS:Hvis man ikke kan konkurrere på lønnen, må man gøre det på hastigheden! Med den filosofi som basis satser den lille smedevirksomhed KP Pladeindustri Aars A/S på at gøre ordene om, at industrien ingen fremtid har i Danmark til skamme. - Det er helt korrekt, at konkurrencen, specielt fra udlandet, er knivskarp. Så vil man være her i morgen, skal man være hurtig, siger Aars-virksomhedens direktør Jørgen Hvolbæk. Med købet af en ny laserskærer, en Bystronic Byspeed, kan han være helt sikker på, at det med hurtigheden er opfyldt. Laserskæreren, der har kostet den nette sum af fire mio. kr., er Danmarks hurtigste. I dens specifikationer står der 3G ud for hastighed, og så ved fagfolk, at der er fart på. Når laseren rykker rundt på de metalplader, hvoraf den skærer alt efter ønske, sker det med en acceleration på fra nul til 100 km i timen på 0,93 sekund. Resultatet er, at de store metalplader i op til tykkelser på 25 mm skæres op i de ønskede former, får de ønskede huller, og er det også på ønskesedlen, diverse graveringer på få menutter. - Så betyder arbejdslønnen ikke så meget, siger direktøren. I øjeblikket fjernes de udskårne metalstykker manuelt, men når den store maskine er fuldt indkørt, vil det ske automatisk, ligesom laserskæreren er i stand til at fodre sig selv fra en stabel jernplader, der køres direkte til den ene ende af maskinen. Kunderne til de udskårne metaldele er andre fabrikker, for eksempel producenter af ventilatorer eller kaskiner, der benytter Aarsvirksomheden som underleverandør. Jørgen Hvolbæk erkender, at der umiddelbart ikke er det store antal arbejdspladser i sådan en maskine, der - når først den er programmeret - arbejder ubemandet. Skal tiltrække kunder - Men jeg håber, at vi med laserskæreren kan tiltrække nogle kunder, der vil have os til at videreforarbejde metaldelene, f.eks. bukke- og svejsearbejde, siger han. Ialt beskæftiger virksomheden 14 mand, heraf 10 på værkstedet, hvor de blandt andet fremstiller kabinetter til større elapparatur. Men også i den videre forarbejdning er hastigheder og et lavt forbrug af arbejdskraft altafgørende. En svejserobot til over en halv mio. kr. er bestilt og vil i næste måned blive installeret i lokalet ved siden af laserskæreren. Sidstnævnte er iøvrigt ikke kun til metaller. I kraft af laserteknikken er den i stand til også at skære i plader af kunststof eller af træ for den sags skyld uden at det hele smelter eller går op i røg. - Fordelen ved en laser er, at energien er ekstremt koncentreret, og at emnet derfor ikke tilføres ret meget varme, fortæller Jørgen Hvolbæk. For metallerne er det også en fordel, idet de hverken får farve eller slår sig og kommer ud af form, sådan som det kan ske ved andre skæremetoder. Den nyindkøbte maskine afløser en tidligere ligeledes laserbaseret skæremaskinne, som ikke mere slog til: - Vi kom i den glædelige situation at have for lidt kapacitet, siger direktøren, der overtog den 16-17 år gamle virksomhed i 2001. Udover det danske marked blev der den første tid efter overtagelsen også produceret til et par tyske kunder, men den økonomiske krise i nabolandet mod syd har fået det marked til at falde helt sammen. - Så nu vender vi blikket mod Norge, hvor vi samarbejde med Danmarks Ambassade og eksportrådet forsøger at skabe grundlag for eksport, siger han og understreger, at man som lille virksomhed er afhængig af ekspertbistand. - Ellers ender man med at rende rådvild rundt, siger han.