EMNER

Afvisning

Forleden så jeg i nyhederne, at flere diskoteker i København konsekvent vælger at afvise unge med anden etnisk baggrund, det er en såkaldt kvoteordning. Det hedder sig, at diskotekerne ikke ønsker flere end 15 af slagsen i deres klubber. Dette hænger sammen med diskoteks-ejernes formodning om, at de unge er ballademagere og kommer de i et større antal foran døren, bliver de afvist med meddelelser om at de mangler medlemskab til diskoteket eller ikke bærer det rette sæt tøj i forhold til det enkelte diskoteks standarder. Dags dato lavede en skjult optagelse som netop påviste denne tendens og en tidligere diskoteksvagt bekræftede at der var tale om decideret diskrimination af unge fyre med anden etnisk baggrund. Så er det mit barske spørgsmål forlyder; hvilket budskab sender vi til disse unge når vi fravælger dem under disse omstændigheder? Hvilket ansvar er det egentlig vi således foretager for den kulturelle brolægning, som vi erfaringsvist må erkende er en nødvendighed? Disse spørgsmål raserer mit sind, ligesom de gjorde fredag 23. januar 2004, da jeg blev afvist ved et diskotek i Gaden. Fordi jeg er mørklødet. Jeg har senere tænkt, at denne ærlighed vi blev mødt med af dørmændene, var alt betydende, det gjorde udslaget, det var tragikomisk, det var nærmere held i uheld. Vi stod i døren og var på vej ind, da vi blev holdt tilbage. ”I kan ikke komme ind” var beskeden. Da ingen af os havde oplevet noget lignende før, var vores umiddelbare reaktion og tanker omkring det, at der var tale om privat fest, eller at der simpelthen var proppet deroppe. Til vores store forbløffelse var svaret, at dørmanden ikke måtte lukke os ind, fordi vi er mørke. Det var en ordre fra hans chef. Vi kiggede på hinanden os tre tøser, og vi begyndte at forstå meningen. Vi kender alle tre til venner eller brødre som gang på gang fortæller om episoder, hvor de er blevet afvist i døren, mens deres danske venner uden problemer er blevet lukket ind. Så det var, egentlig ikke et fremmed fænomen for os. Men vi havde i vores tanker og værste illusioner ikke forestillet os, at dette skulle ske for os. Vi var tre piger, dullet op til en festlig aften, men forventningerne om en skøn aften på dansegulvet blev stille, men brutalt dræbt gennem dørmandens ord, som flød ud af ham i giftige strømme, for dernæst at lande på jorden. Og vi forsøgte desperat at forstå ordene, og vi kiggede ned på jorden for at sammensætte bunken med bogstaver, for vi ville gerne forstå, vi ledte efter ord som retfærdighed og tolerance, men der manglede både et R og T. Og snart måtte vi erkende at vi intet kunne få ud af disse bogstaver, det var som de modarbejdede os, måske var de smurt i gift, jeg ved det ikke. Men jeg ved, at dørmandens ord havde ramt jorden og efter vores forhåbningsfulde men febrilske forsøg på at opfange dem, blev bunken af ubrugte bogstaver til en sort askelignende masse som i ren myretue stil dirigerede sig selv mod nærmeste kloakåbning. Der hvor de hører til. Så var det at vreden snigende fandt vej i vores hjerter og vi var klar til kamp. Totalt. Politiet blev indblandet og efter lang tids diskussion, blev vi endeligt lukket ind. Vi fik hver især en bunke gratis champagne papirflapper og vi tænkte at det var sjovt hvordan ordene gennem disse flapper nu fandt vej til os, men de trøstede os ikke. Selvom vi vidste at det var et forsøg herpå. Vi gik ind og så, at der blot var 15 gæster, alle sammen danskere. Denne oplevelse var den endelige bekræftelse på, hvad der havde hændt os, og vi besluttede os i fællesskab, at vi ikke ville lade det slutte her. Senere blev ejeren anmeldt og i kølevandet på dette kom samtlige 15 anmeldelser i alt. Hvad er det egentlig med tallet 15, kan man spørge sig selv? Jeg kan ikke udelukke, at det ikke sker igen. Det sker jo for andre hele tiden. Men jeg ved, at jeg inderligt ikke ønsker det. Hver gang jeg træder ind et sted i gaden og møder dørmandens arbejdende blik, så håber jeg inderligt for ham og mig selv, at det ikke vil ske. For jeg er i sandhed den forkerte kurder at afvise. Og det sker for så mange, og jeg ønsker blot med denne skrivelse, at fortælle hvor ondt det gør når man møder denne afvisning, fravælgelse, uønskethed. Der findes mange ord for det. Jeg har altid fungeret, fordi jeg har følt mig som en ubestridt del af dette samfund. Jjeg har haft værdifulde hjælpere igennem mit liv, pædagoger, lærere, forældre og samtlige, som har været med til at skabe denne identitet. Men der skal blot en enkelt grim og fantasiløs oplevelse til, at min identitet bliver skrøbeliggjort. Det er egentlige farlige sager. For, når vi afviser de unge fyre, ja når vi fratager dem ungdommens glæder- hvad er det lige for nogle identiteter vi er med til at skabe?