I bedste westernstil

Westernrytterne i Brønderslev Rideklub har givet deres første show for publikum

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Lotte Hoff synes westernridning er intet mindre end fantastisk, og især disciplinen kvægridning har vakt hendes interesse. Foto: Hans Ravn

BRØNDERSLEV:Cowboyhatte, hjulsporer og westernsadler var på plads, da teamet fra Brønderslev Rideklub gav en bette opvisning i westernridning. Tilbuddet er forholdsvis nyt i klubben, og rytterne vil derfor gerne sprede kendskabet til sporten. Med løse tøjler og i tilbagelænet stil indtog de veloplagte, men let nervøse ryttere ridehallen. Heste og ryttere arbejdede koncentreret og tæt sammen om opgaverne, og de formåede flere gange at få sporten til at tage sig legende, let ud. Mesterunderviser Westernridning tager afsæt i de amerikanske cowboys arbejde - blandt andet med kvæg. I westernridning foregår ridningen med løse tøjler, og rytteren ser faktisk forholdsvis tilbagelænet ud. Men tag ikke fejl - let er ridestilen ikke. Det kan de 12 deltagere på elevholdet bekræfte. Eleverne lader sig guide og dygtiggøre af en sand kapacitet på sit felt, nemlig Brian Kronborg fra Hjallerup, der har adskillige mesterskabstitler bag sig både nationalt og internationalt. Sofie på 12 år er holdets yngste deltager, mens ældste deltager er midt i 40'erne. - Det er fedt, for det er en helt anden måde at kontrollere hesten på, end i traditionel, engelsk ridning, forklarer Thomas Vorbeck, der er forholdsvis ny elev på westernholdet. - Du holder dig næsten væk fra tøjlen, og hesten er ekstremt trænet. Det fascinerer mig, at du ikke hiver og flår i hesten, det går stille og roligt. På mange måder foregår ridningen på hestens præmisser, tilføjer Thomas Vorbeck Lotte Hoff har dyrket både dressur- og spring i rigtig mange år. Nu går hun til westernridning med Comet - og med sin nyerhvervede amerikanske quarter hest. - Ham her er en gammel dressurhest, men den er trænet til at blive westernhest, siger hun med henvisning til Comet. - En westernhest skal kunne gå for lange tøjler. Han skal kunne acceptere frihed. Westernridning er mere på hestens præmisser - hesten går med den naturlige holdning, i det naturlige tempo. Det er den ridestil, som de amerikanske cowboys altid har brugt Lotte Hoff kalder westernridning fantastisk, intet mindre. - Jeg synes det er fantastisk - og Comet synes, det er fantastisk. Vi havde utrolig mange konflikter før, det har vi sjældent nu. Jeg bestemmer stadig, men vi rider på hans præmisser, og han synes ikke længere, det er svært at høre efter, konstaterer hun med et nik til Comet. - Jeg troede ikke, jeg skulle investere i flere heste, men nu har jeg så investeret i en amerikansk quarterhest. Hun er tre år, og er derhjemme. Hun er ikke helt så driftsikker, som Comet endnu, tilføjer hun. Kvægridning Lotte Hoff nyder både de langsomme, kontrollede bevægelser, men også den mere tempofyldte kvægridning. Og måske var kvægridningen i virkeligheden det, der for alvor gav hende lyst til at udvikle sig med westernridning. - I kvægridningen kører det for fuld riv, og du kan se, hestene har det sjovt - og det har vi altså også, skulle jeg hilse at sige. Bare fordi man er fyldt 35, holder man altså ikke op med at lege, smiler hun. Lotte Hoff tilføjer, at holdets lærermester Brian Kronborg er Danmarks bedste kvægrytter. - Og det er svært ikke at lade sig rive med.