- I Betlehem giver livet mening

Jens Christensen fra Ingstrup kørte fast i sin præstegerning. I dag befinder vendelboen sig i Betlehem

Stilheden er ikke hele sandheden ved det israelske checkpoint i Betlehem, hvor støv hvirvles op og toner støvlerne i samme sekund, lastbilen inde fra Jerusalem brummer forbi. Dieselmotoren dør ud foran betonklodser og armeret jern. Arrangementet forhindrer martyrer i at komme nær solbrillebærende purunge israelske soldater med maskingeværer slængt over skulderen. I horisonten knejser en jødiske bosættelse majestætisk med hvide sten og røde tegltage. En otte meter høj mur, som snor sig gennem det stenede landskab, skal dæmpe angrebsivrige unge mænds lyst til at spolere idyllen oppe på bakkedraget. Betonelementerne har ligeledes skilt palæstinenserne fra deres olivenlunde og skjult mere end 400 huse, der er blevet molesteret, siden intifadaen brød ud på en septemberdag i 2000. - Muren. Det forskrækkelige monster. Den er uhyggelig grim. Den er umenneskelig. Den er umoralsk, uetisk og den er ulovlig ifølge den internationale domstol i Haag. Muren splitter Betlehem og afskærer familier. Muren er en skamplet i en moderne verden, fastslår Jens Christensen. Øjnene bag brilleglassene er levende og engagerede, mens beretningen om et folk, der balancerer på kanten af kaos, flyder. Selv voksede Jens op under anderledes strukturerede og regelrette forhold. Og altid med Vesterhavsbrus i ørerne. Sådan husker han det. Rødderne næredes i Ingstrup - mellem Løkken og Blokhus, hvor livet leves på godt og ondt. Faderen var baptistpræst. Det blev Jens også - et præsteseminarium på Sjælland. - Realskole i Løkken, gymnasium i Hjørring. Bagefter skulle jeg bare væk fra landsdelen. Jeg følte mig altid set-over-skulderen og trængte til luftforandring. Jeg levede i et konservativt kirkemiljø - lidt som indre mission, selvom baptister og mission er to forskellige verdener. Men med hensyn til moral var der mange fælles træk. Efter præsteuddannelsen vendte Jens i 1977 tilbage til Nordjylland, denne gang til Aalborg. I Vejgaard kaldte baptisterne i Karmelkirken på ham. Knap 200 navne var der i menigheden, mens der på landsplan er 5000 medlemmer af frikirken, der gerne vil betragtes som en åben kirke. For godt ti år siden fik præsten så et nyt kald. Denne gang fra en menighed i Århus. - Jeg nærmede mig de 50. Der skulle ske noget. Jeg søgte anonymiteten og havde brug for et sted, hvor ingen genkendte mig. Et sted, hvor jeg kunne være den, jeg var, på det tidspunkt af mit liv. Den samme fornemmelse dukkede op igen for et års tid siden.Jens var træt og havde brug for inspiration og udfordring. Noget der gav mening - Den traditionelle præsterolle er ved at ebbe ud, selvom den religiøse dimension er meget lettere at tale om i dag uden at blive rød i hovedet. Kirkens opgave er blevet bredere. Vi står ikke bare for de kirkelige handlinger. Det sociale arbejde vokser og vokser. Vi har ikke blot brug for en hyrde i en menighed. Der er brug for andre indfaldsvinkler. - Jeg drømmer om fire fuldtidsansatte i mit eget pastorat. En musiker, en socialarbejder – der kender til sociallovgivning, en administrator og så præsten. Det er fremtiden. Folk kan så inspirere hinanden. Præstejobbet, som det er udformet nu, er et usædvanligt ensomt job, hvor drivhuseffekten er overhængende. Man kører død, fordi man skal sprede sig over områder, som man hverken har menneskelige eller uddannelsesmæssige forudsætninger for at løse. Det er derfor Jens står her foran betonmuren ved Betlehem med noget på hjertet. Vendelboen er en vigtig brik i et ledsagerprogram, der skal støtte israelske og palæstinensiske fredsinitiativer. Han skal være til stede og tale med mennesker. - Dette er i sandhed en udfordring, der har sparket liv i mit eget liv. Jeg behøvede dette for at se verden med nye øjne. Jeg følte mig brugt, inden jeg kom her. Det er som sagt slidsomt at være præst i dagens Danmark. Jeg følte, at jeg gik i cirkler. Man kan så vælge at begrave sig i bøger eller uddanne sig. Jeg ringede til Folkekirkens Nødhjælp. De kunne bruge mig her, så jeg valgte at rejse. Det giver mening at være her og bevidne tingenes tilstand – og jeg forsikrer jer, Betlehem bløder. Jens troede, han skulle ned og holde fast i tasker og briller. Det var det indtryk, han havde fået gennem de daglige input fra tv- og avisreportager og avis ditto. - I stedet har jeg mødt en ufattelig imødekommenhed og menneskelighed i al armoden. Med min alder in mente har jeg glemt både pung, taske og computermus. Alt er leveret tilbage. Det palæstinensiske samfund er trods den ufattelige fattigdom bygget på tillid. Men selvfølgelig findes der skurke, erkender Jens og hilser på Nidal Alazaq, da vi træder ind i flygtningelejren Aida. Legende børn Smilende unge engelsktalende Nidal fører an i de små gyder, hvor legende, nysgerrige og smilende børn opfører sig som børn. Alvoren i deres liv skæres ud i betonen ved muren, hvor drenge, der ligner drenge, spiller mur med en miserabel bold. Mellem sparkene hober affaldet sig op, og i råddenskaben ligger israelske tåregaspatroner og pigtrådsstumper. - Jeg vender tilbage til mit liv i Danmark med oplevelser og menneskelige møder, der i den grad sætter kød på det evangelium, som jeg skal formidle i prædikener og undervisning. Jeg har fået nye bud på, hvordan vi som mennesker kan forpligte os i hinandens liv. Jeg er blevet bevidstgjort i denne heksekedel, hvor virkeligheden er væsentligt anderledes end den, medierne derhjemme serverer for mig, bemærker Jens, da vi går videre. - Jeg kom herned med ét billede af, at palæstinenserne var nogle banditter - de er jo arabere, de stjæler, lyver og er terrorister. Det var jo, hvad jeg hørte rundt omkring mig. Vi er bange for den 3. verden og fremtiden. Virkeligheden blandt dem fortæller mig en anden historie. Debatten i Danmark er ikke nuanceret, for israelerne sidder på mediekontrollen, hvilket gør balancen mellem de to parter ulige. - Jeg vil opfordre folk fra Danmark til at rejse ind på Vestbredden for med egne øjne at opleve tingenes tilstand. Så vil mange få noget at tænke over. Man burde droppe turistrejserne til Israel for en stund og opsøge virkeligheden, hvor den er. Og det er ikke bag tonede ruder i en turistbus, der suser ind til Fødselskirken og ud igen bag bevæbnede vagter, fastslår præsten fra Ingstrup. Jens har mange andre oplevelser at dele på rejsen rundt i Betlehems kaos og mylder. Og meninger. De har taget form de seneste måneder i en hverdag blandt ét forarmet folk. Risikoen for eget helbred optager ham ikke længere, selvom tanken om at være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt stadig strejfer. - Jeg vil herned igen, når min tjans hos Folkekirken udløber. Jeg vil gerne drage af sted med min egen menighed. I så fald vil jeg insistere på, at vi rejser til Hebron, Betlehem og andre byer i de palæstinensiske selvstyreområder. Men folk er bange. Min egen kone havde det ikke godt med min rejse, men hun fik et helt andet syn på tingene, efter at hun besøgte mig. Nu har hun ved selvsyn oplevet racismen. Palæstinenserne betragtes helt klart som undermennesker af den israelske besættelsesmagt. Jeg troede ikke selv på det, inden jeg kom hertil. I dag har jeg set det med mine egne øjne og mærket det på min egen krop. Jul i Danmark Inden jul er Jens i Danmark igen med egne konklusioner: - Jeg har købt min sidste israelske Jaffa-appelsin foreløbig. Det internationale samfund må lægge større pres på israelerne. De er magthaverne - overmagten. Uanset hvordan man vender og drejer det, så er palæstinenserne det underkuede folk i den aktuelle situation. Jeg har talt med sydafrikanere, der har besøgt vores projekt. De ser mange paralleller mellem det, de oplever her, og det tidligere apartheidstyre i Sydafrika, siger Jens, da vi har forladt Betlehem og senere samme aften spiser på en restaurant i Østjerusalem. De mange indtryk fra Vestbredden skal fordøjes ved Saltum Strand. Sommerhuset har været en helle gennem hele livet. Et fristed med blæst og havets susen som beroligende inspiratorer. - Her hører jeg hjemme. Her tager jeg op for at være mig selv. Jeg kan lide mit eget selskab og har brug for ensomheden efter dette ophold, erkender den 61-årige vendelbopræst og vedkender sig sin stædighed. - Vi er seje og selvbevidste. Måske har vi også nogle komplekser over for andre. Kulturen i Vendsyssel kan virke indforstået - svær at forholde sig til for udenforstående. Ordknaphed er en dyd. Man rutter ikke med gloserne. Det er anderledes her, siger Jens.