EMNER

Bevæbnet med kærlighed

I RÆKKEN AF amerikanske mærkedage, som flittige og opfindsomme erhvervsdrivende forsøger at hype i Danmark i håb om mersalg af relaterede gaver, nåede vi i ugen, der gik, til Valentines Day. Hjerternes fest, årets romantiske højdepunkt for mange amerikanske par. Af en eller anden grund ser det ikke ud til, at tilstedeværelsen af den årlige kærestedag har haft nogen synderlig indflydelse på de amerikanske parforhold – at dømme efter temaerne i film, pop og tv-serier og diverse talkshow er de ikke spor bedre til tosomheden end vi selv er. Og det er i mange tilfælde desværre ikke så godt. Derfor har en af vores nationale tv-stationer sendt den såkaldte sexolog Joan Ørting i marken for at tage temperaturen på en række parforhold, der har mistet kursen i hverdagens hav. Som en af mine veninder sagde engang, hvor en skilsmisse i bekendtskabskredsen blev begrundet med, at parret havde mistet suset i hverdagen: Ja der kan jo godt være lidt vindstille ind imellem. Og ja, det kan der da, men så må man jo prøve at rokke båden lidt. Og her er det så at Joan Ørting kommer ind i billedet med sine gode råd om, hvordan man rokker i takt, så båden godt nok bevæger sig, men ikke kæntrer. En slags ”fra not til hot” på tre dage – instant fix af hjemmelivet og få alt hvad du ønsker dig, bare du lige krammer ud med alle dine problemer på nationalt tv først. Det bliver mellem dig og et par millioner tv-seere. DET SAMME KAN man, efter ugens mest omtalte dokumentar, sige om Ny Alliances storhed og fald. Her blev de mest intime detaljer i drømmenes kuldsejling blotlagt for det nysgerrige kamera. En del af det nystiftede partis popularitet skyldtes uden tvivl, at her var tre politikere med vidt forskelligt udgangspunkt, som fandt sammen om projektet nok er nok – med henvisning til Dansk Folkepartis indflydelse på dansk politik. Men triumviratet holdt ikke. Selvom de tre partistiftere havde givet hinanden håndslag, så tog de ikke alle tre musketer-eden lige alvorligt. Og Naser Khader havde slet ikke muller til at byde Pia Kjærsgaard trods. Det så ikke godt ud på film, uha. Man forstår godt, at både idealister og medløbere forsvandt ud af billedet igen, mens den nye alliance gik i opløsning og blev mere og mere liberal. NÅ, DET ER ikke sikkert, vi andre ville tage os ud til vores fordel, hvis vi havde et kamera i hælene nærmest døgnet rundt i måneder. Det kan imidlertid hurtigt blive virkelighed, hvis politikerne får vedtaget en mere fleksibel lovgivning omkring overvågning. Et boligselskab i Aalborg har haft stor succes med videokameraer på fælles arealer – indbrud, hærværk og andre tumulter gik stærkt tilbage, og alle var tilfredse – på nær politiet, som har krævet de fleste af kameraerne sat ud af drift. Men nu ser det ud til, at et flertal i Folketinget mere ser overvågning i belastede boligområdet som tryghedsskabende frem for angstfremkaldende i forhold til det, man kalder Big Brother-samfundet, som for 30-40 år siden var et skrækscenarium. Men siden er der løbet meget vand i stranden. I dag vil mange af os vil vælge overvågningen, hvis alternativet er utryghed. Og sådan er virkeligheden altså mange steder. Selvfølgelig ville det være langt bedre, hvis man på andre måder kunne opdrage folk til at opføre sig ordentligt, og give dem de sociale betingelser, der skal til, for at de synes, det er umagen værd at passe på hinanden og vores fælles værdier. Men det må vi jo så bare arbejde på imens. Det har nok desværre lange udsigter. FORLEDEN, DA JEG var ude og gå tur, mødte jeg tre unge, vel 16-17 år, og lige idet jeg passerede, lod den ene, en ellers nydelig ung pige, en colaflaske dumpe ud af hånden og ned i et buskads med et tydeligt klonk. Jamen helt ærligt, hvor svært kan det være at beholde den, indtil man kommer forbi en skraldespand? En morgen i myldretiden fløj der pludselig noget ud af vinduet fra en modkørende varevogn. Hvad var det, der landede midt på kørebanen, i faretruende nærhed af vores frontrude? Det var mandens isskraber, hvor håndtaget var knækket. Nå, ud med den! Så kommer der nok nogen og samler den op. UTRYGHEDEN I FORHOLD til det stigende antal såkaldte hjemmerøverier gør, at flere og flere bevæbner sig med baseballbats og lignende for at kunne forsvare sig i givet fald. Og man kan da også godt forstå, at både Pia Kjærsgaard og andre kan føle trang til at bevæbne sig med en lille, uskyldig peberspray i håndtasken. Et forholdsvis uskadeligt forsvarsmiddel, som burde lovliggøres, mener mange. Men tænk engang, hvis også voldsmænd og voldtægtsforbrydere finder på at bevæbne sig med lovligt indkøbt peberspray. Hvad skal vi så stille op? Så skal vi have en kniv eller en totenschlæger med i byen, og snart har vi en dansk udgave af American Rifle Association, der kræver ret til bevæbning og skydetræning i skolen Nej tak. Lad os i stedet bevæbne os med kærlighed. Og ikke kun 14. februar. God søndag