I biografen med Røde Kors

Frivillige i Røde Kors fik mulighed for at lære om andre kulturer

Film 25. marts 2003 07:00

BRØNDERSLEV: Omkring fyrre frivillige fra Røde Kors i Nordjylland indtog i går de plyssede sæder i Biografen i Brønderslev for at se filmen: Salam, Smukke. Filmen handler om en svenske pige af iransk oprindelse og hendes problemer med at vriste sig fri fra sin kontrollerende far, der gerne vil bestemme over hende. Den giver et indblik i situationen blandt indvandrere, hvor børnene ofte nemmere bliver integreret end forældrene og derfor gør oprør mod nogle af de traditioner, som deres forældre holder fast i fra hjemlandet. Tilbuddet om at se filmen er et led i at give de frivillige mulighed for bedre at forstå de fremmede kulturer. - Jeg synes, det er vigtigt at se tingene fra en anden side og forstå årsagen til noget af det, der sker blandt flygtninge og indvandrere i vores samfund, fortæller Leif Sørensen, der er formand for flygtningeafdelingen i Røde Kors i Brønderslev og initiativtager til arrangementet. Sætter ting på plads Leif Sørensen har selv tidligere set filmen, og synes, at den satte gang i nogle tanker hos ham. - Jeg kender ellers en del til området, synes jeg, men den var alligevel med til at sætte ting på plads for mig. Den rører ved mange aspekter. - I Røde Kors synes vi, at det er en god ide, hvis de frivillige, der har med flygtninge at gøre, kender til deres baggrund, fortæller Leif Sørensen. Desto mere, man ved om fremmede kulturer, des bedre er det, konstaterer han. Mange gange ser folk en overskrift, og så tænker de sig til resten, mener Røde Kors-formanden, der i øvrigt synes, filmen ville være god at se for mange andre end de frivillige i foreningen. Kurser i mangfoldighed Det er første gang, at frivillige i Røde Kors bliver inviteret i biografen. Men der er også andre tiltag for at sætte folk ind i situationen omkring andre kulturer. Blandt andet afholdes der kurser for at give de frivillige de oplysninger, de har brug for. - Vi har netop haft et par stykker på et kursus med titlen: Mangfoldighed og dialog, og de var meget glade for det, fortæller han. Røde Kors har lejet biografsalen for to aftener, så igen i aften vil der være frivillige at finde foran det store lærred.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...