Blomst­re­de vat-tæp­per er for bøs­ser el­ler tøf­fel­hel­te

Vi hav­de li­ge skre­vet un­der på slut­sed­len til vo­res før­ste hus. Nu skul­le lej­lig­he­den på fjer­de sal skif­tes ud med Hjem­met. Lej­lig­he­den re­præ­sen­te­re­de vo­res ung­doms­liv. En pe­rio­de, hvor det var ok at bru­ge en øl­kas­se som nat­bord. Med hu­set var vi imid­ler­tid ble­vet voks­ne. Der­for slug­te jeg samt­li­ge boligprogrammer og bla­de råt, alt imens min kæ­res­te knok­le­de med rock­wool, spar­tel­mas­se og ma­ling. Jeg drøm­te om lop­pe­mar­ke­der, hvor jeg vil­le fin­de au­ten­ti­ske kaf­fe­stel, øl­brik­ker og glas­fa­de som min mor­mor hav­de det. Da min kæ­res­tes værs­te knok­le­ri var over­stå­et, var min re­search i jag­ten på det per­fek­te hjem gå­et ind i sin af­gø­ren­de fa­se. En af­ten lag­de jeg tre ud­klip­pe­de for­slag på øl­kas­sen for­an ham. Okay, ind­røm­met, det var en del træ­sor­ter, som var ma­let hvi­de, og me­re end to vat­tæp­per med bloms­ter på. Der var vist og­så et spejl med bue­de guld­kan­ter. ‘Et stil­rent hjem med kon­tra­ster’, som der stod i en af ar­tik­ler­ne. Han kig­ge­de på det og spurg­te uden at se op: - Bor der en mand i det der? Uden at ven­te på svar fort­sat­te han: - En­ten er han bøs­se, el­ler og­så har han in­gen nos­ser. In­gen mand med re­spekt for sig selv kan bo på den måde! Ups, det hav­de jeg ik­ke li­ge tænkt på. Alt­så, at vi jo så­dan set skul­le bo sam­men i hu­set. Jeg sy­nes, jeg har gi­vet mig me­get si­den. Vi har for ek­sem­pel ik­ke no­get svensk af­sy­ret lang­bord, men i ste­det et sort spi­se­bord med ud­træks­pla­der. Vi har hel­ler ik­ke en ene­ste blomst­ret pu­de i so­fa­en. Vattæppet nå­ede jeg at kø­be, og det får jeg lov at bru­ge til ha­ve­mø­bler­ne. I det he­le ta­get er tin­ge­ne ik­ke gå­et ef­ter mit ho­ved. Jeg var for nog­le må­ne­der si­den på et kur­sus. Her fik vi en dag en op­ga­ve, som skul­le il­lus­tre­re, hvor do­mi­ne­ren­de, ræd­sels­fuldt ma­ni­pu­le­ren­de kvin­der of­te er over for de­res mænd: “Gå hjem og kig din mand i øj­ne­ne. Sig til ham, at i de næs­te fjor­ten dage må han be­stem­me ALT der­hjem­me. Og­så hvor­når I har sex”. Jeg kun­ne skri­ve en ro­man om, hvor svært det er at af­gi­ve kon­trol­len med, hvad der fo­re­går på hjem­me­fron­ten. Men det kan si­ges me­get kort, hvad jeg har få­et ud af det. En Mand frem for en tøf­fel­helt. Og det er no­get fræk­ke­re at bo sam­men med! P.S.: Hvis din mand har svært ved at be­stem­me alt i 14 dage og sta­dig står med ar­me­ne hæn­gen­de langs si­den og ven­ter på dit ini­tia­tiv, så er det for­di han har væ­ret kas­tre­ret for læn­ge. Hæv der­for ind­sat­sen til en må­ned.