I Bulgariens bagland

Turistfrit landsbyliv og naturen lokker en flok velnærede midaldrende på vandretur i Rhodopibjergene med vægttab som bonus

Naturvidenskab 14. juni 2003 08:00

Det er skandaløst, som vi kaster os over maden. Hotellets pæne suppeterrin tømmes lige så hurtigt som fadene omkring. Rækkefølgen af retter bliver vilkårlig og køkkenet må på den igen. Vi er sultne. Ved nabobordet sidder en snes amerikanere. De kvidrer mellem bidderne, mens vi tavse hugger i os, og en velkonserveret kvinde i farverig lage udbryder med teaterhvisken: Min Gud, jeg vidste ikke, at skandinaver sulter. Forskellen er, at amerikanerne er på rundrejse i Bulgarien i en bus. Vi bruger dagene på at trave. Amerikanernes guide minder om en forynget Hollywoodstar i safaritøj og Stetsonhat. Han er 72. Vores er en kernesund norsk biolog på omkring de 30 med en fortid som guide i Himalaya. Ellers ligner grupperne hinanden. Vi er flest kvinder, gennemsnitsalderen er i hvert fald 55 og hovedparten af os kunne godt trænge til at tabe et kilo eller ti. Formålet med vores rejse er også ens. Vi vil opleve mere end det, der har sendt Balkanlandet på danskernes charter-top-ti: Lave priser, solsikker sommerferie, sandstrande og børnevenligt badevand ved Sortehavets bekvemme hotelbyer. Skisportssted i sommertøj Vi er på vandretur i Rhodopibjergene, der ligger i landets sydvestlige hjørne og breder sig ind i Grækenland. Kultur og natur går op i en højere enhed med opbyggelig klogesnak og hyggelig smalltalk samtidig med, at kadavrerne røres godt og grundigt. Høje nåletræer, buske og blomstrende græsgange fylder bjergsiderne og i et par af bjergene er der kæmpemæssige huler med og uden drybsten. Her siger overleveringerne, at Orfeus holdt til. Så der er nok at tage fat på i området, der i det små er kommet på ski-kortet med Pamporovo som det højeste og bedst udbyggede. Og det er netop her på det fem-stjernede hotel af samme navn i 1600 meters højde med udsigt til toppen af Snezjanka, Snehvide-bjerget, godt 300 meter over os, at vi æder som tøndetærskere. Trænet på Himmelbjerget? Vore nordiske brødre og søstre har bjerggang i benene. De griner af os danskere og spørger, om vi har trænet på Himmelbjerget. I selskabet er et par svenskere, der er ganske overordentligt vilde med de enkelte dele, der samlet gør natur til natur for de fleste af os andre. - Åhnej, stønner et par sjællandske mænd sammensvorent: Nu tæller de støvdragere. Men det giver en lille hvil til at nyde landskabet og en gæv norsk kvinde på 72 blinker: - Jeg kan sagtens nyde naturen, uden at være på fornavn med hver en blomst. Lige her, hvor vi står, dufter der overvældende af roser. Vi er på vej fra en landsby til en anden og tager smutstien over et bakkedrag. Det hele ser postkort-uskyldigt ud og et par fredelige køer med store messingklokker i halsbånd bidrager til idyllen. Sorte, ålelignende haler, der forsvinder i græstotter og krat, får pulsen til at spjætte. Biolog-guiden udnævner dem til at være snoge, så pludselig er fødderne og især, hvor vi sætter dem, det vigtigste. Roser til parfume Dalen med roserne, som meget apropos hedder Rosendalen, skuffer. Årstiden taget i betragtning havde vi ventet synet af kæmpestore rosenmarker i fuldt flor, men kun enkelte lyserøde duft-dejligheder lever op til forestillingerne. Roserne er berømte og vigtige for den bulgarske økonomi, der ellers har turisme som topscorer. Landet er en af verdens største producenter af rosenolie, der indgår som basisstof i noget nær alverdens parfumer. Vi havde også regnet med at se plukkerne i arbejde, men det sker, før fanden får sko på, for der skal være dug på kostbarhederne for at få det fulde udbytte, så vi kommer mange timer for sent. Men det kræver ingen større fantasi at tænke sig til, hvor stikkende og nærmest uoverkommeligt, det må være. For én rose gør ingen olie. Alene til en liter skal der plukkes mellem tre og fire tons. Så når turister køber små cylindre med rosenolie ved de populære feriesteder ved Sortehavet, er det næsten kun vand. Men duften er markant. Skønne lave priser Jo længere vi fjerner os fra turistmålene, des billigere bliver det hele. Vores norske guide giver en omgang på en cafe, hvor nogle unge hænger ud til drønmusik og laver ingenting ud over at stirre undrende på den sære slange af overophedede ryksækbærere. Det bliver 160 kr. for 28 øl og sodavand. Maden bliver også meget bedre af nærheden til folket og det er lokale pølser, jordbær, tomater og alt muligt andet fra en landhandel, vi slæber med til picnic i et grønne. Samtidig kan vi glæde os over, at en tiltalende kommunistisk regel stadig holder: Borgerne må plukke de engang statslige kirsebær, der vokser alle vegne, og sælge dem. Træerne blev plantet for at forsøde tilværelsen lidt og ses ligesom valnøddetræer i vejkanter. Så vi glæder os til kirsebær til frokosten. - Vi skal bare lige klatre 150 meter derop, peger guiden på en skrænt og fortsætter: - Så kommer der et jævnt stykke. Ikke dansk-jævnt, men norsk-jævnt. Og så lidt opad og lidt mere hen og så spiser vi. Vi knokler op ad den ujævne, stejle sti, der dårligt kan anes for ujævne kalksten og får våde støvler af regnvand, som vil ned, hvor vi vil op. Så vi opdager ikke, at en gammel bjergbonde spottede os fra den højt liggende sæter, da bussen satte os af. Souvenir på sæteren Bedst, som vi runder et hjørne, står han i sit uldne tøj med galoscher på fødderne og smiler afventnende. Han er ved at pakke sin souvenirbutik ud - hjemmelavede træskeer - fra en tøjpose. De skifter hurtigt ejere her, hvor han er ene mand på markedet, og han lægger sig nonchalant til at glo på os, mens vi kaster os over ristede bålpølser og guffet fra ryksækkene. - Om en time regner det, bekendtgør han. Vi har godt set, at en lillebitte sky bliver hængende over bjergtoppen og trækker flere til sig, så vi fortsætter en benhård færd nedad til en landsby med fritflagrende høns og hundebjæf og når i læ, inden uvejret er over os. Her holder bussen. For vores luksusvandringer indebærer transport i det omfang, bussen kan mase sig frem på de smalle, snoede veje med hårrejsende kig ned - og tilbage ved aftenstid til Pamporovo-områdets bedste skisportshotel, hvor både badekar, bar og en professionel massør venter. Han ved, har han en kunde, da han ser mig stavre ind - og 80 kroner senere er jeg så god som ny. Men det er ikke hans fortjeneste, at ugens strabadser frarøvede mig et par kilo.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...