I bunddynd til op over anklerne

Fodbold 6. april 2003 08:00

IKAST: Spillerne viste markant fremgang - både i indstilling og spil - i forhold til den pinlige indsats hjemme mod Esbjerg fB for 14 dage siden, men de kolde kendsgerninger er, at ambitiøse AaB - normalt regnet for den mest seriøse rival til FC København og Brøndby - synker længere og længere ned i bunddyndet i Superligaen i fodbold. Man kunne kun have medfølelse for de skuffede AaB-spillere efter gårsdagens nederlag på 1-2 til FC Midtjylland. AaB havde fortjent at få mindst det ene point med hjem, selvom indsatsen dykkede lidt i de sidste 45 minutter, hvor gæsterne tilmed fik fordel af en drilsk medvind på Ikast Stadion, men en enkelt lille fejl i AaB-forsvaret gav den for tiden bidske ulveflok et frispark, der blev omsat i scoring til 2-1, og så fornemmede man ligesom, hvor det hele bar hen igen. AaB-træner Poul Erik Andreasen havde foretaget en enkelt ændring i startopstillingen i forhold til Esbjerg-blamagen. U 21-landsholdsspilleren Martin Pedersen erstattede Jacob Krüger som højre back, og det var især i højre side, at AaB-opspillet fungerede flot i de første 45 minutter med flot samspil mellem Martin Pedersen og U 20-landsholdsspilleren Jacob Sørensen. Sort uheld Uden at forklejne Jacob Krügers defensive kvaliteter, så tilføjede Martin Pedersen - netop hjemvendt fra to succesoplevelser med U 21-landsholdet - altså AaB-opspillet ikke så lidt i højre side. Hele AaB-mandskabet fortjener dog ros for en flot og disciplineret fight i de første 45 minutter. Markeringerne var tætte, og der var vilje og glød i det meste af det, spillerne foretog sig. Det var derfor også uhyre vigtigt for moralen, da Thomas Augustinussen, der virkelig gik forrest i fight og nærkampsstyrke, fik udlignet til 1-1 blot fire minutter efter FC Midtjyllands åbningstræffer. Det var til gengæld sort uheld, at Thomas Augustinussen ikke fik scoret til 1-2 kort efter på et nyt flot hovedstød. Efter pausen, hvor de fleste forventede et AaB-stormløb mod FCM-målet godt hjulpet på vej af en kraftig medvind, fik FCM-ulvene dog dæmmet godt op for gæsterne, og i front blev den estiske landsholdsspiller Andres Oper mere og mere mør i kølvandet på to hårde landskampe for sit hjemland i den forgangne uge. Nedtur fuldbyrdet AaBs nedtur - og uheld - blev fuldbyrdet, da indskiftede Erik Bo Andersen måtte humpe ud med et trælår i slutfasen. AaB-træner Poul Erik Andreasen forventer heller ikke, at hverken Michael Silberbauer, Brian Priske eller Klebér Saarenpää kan spille på onsdag mod Næstved i pokalturneringen. Det er svære odds for et groggy mandskab, men der er tilsyneladende kun en udvej - at stå sammen og fortsætte takterne fra store dele af gårsdagens opgør.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...