EMNER

I cirkus med Danmarks bedste publikum

FREDERIKSHAVN:Cirkusmusikken spiller. Der er blus på de kulørte lamper og publikum klapper taktfast allerede inden de første artister er kommet i manegen. Og vi fortsætter med at klappe - stort set uafbrudt den næste halvanden time. Vi er i Cirkus Charlie en dejlig solbeskinnet lørdag formiddag, hvor det lille cirkus for alvor lever op til sit motto: Danmarks bedste publikum i Danmarks sjoveste cirkus. I den forløbne uge har 180 børn fra Brøndby, fra Århus, fra Kvissel, ja, fra hele landet været på cirkusskole, og fredag og lørdag viste de det medlevende publikum prøver på, hvad de har lært. Og det er ikke småting: halsbrækkende trampolinspring, slangemenneskeagtig akrobatik, synkrone dansenumre med hula hop-ringe, magiske tryllerier, højtragende stylteshow og livsfarlig linedans - det hele præsenteret af cirkusdirektør Einar Trie, som selv faldt for trangen til at vise, at den gamle kan endnu. Cirkusdirektøren tog kegler, da han selv kravlede op i trapezen og siddende overskrævs på den tynde pind snurrede rundt som en vindmølle, uden sikkerhedsnet. Intet cirkus uden dyr. I cirkusskolens forestilling var det en halvtam kanin, der demonstrerede dødsspringet. Ind imellem de mange glade børn, der optrådte, dukkede nogle af de professionelle artister fra Cirkus Charlie op i manegen og cirkusdirektøren hersede med pauseklovnerne Kurt og Henning. Et forrygende punktum på en uges cirkusskole.