Udland

I dag ankommer Kinas præsident til Danmark

Det har sat Danmark på den anden ende at Kinas præsident, Hu Jintao, torsdag ankommer til landet.

I dag ankommer Kinas præsident til Danmark

De næste tre dage vil Danmark være klædt i rødt og hvidt - og gult. Selvom EM i fodbold nok bærer en del af skylden for de røde og hvide farver, skyldes den gule, at et kinesisk statsoverhoved for første gang nogensinde besøger Danmark.

Og det er en rigtig stor begivenhed, mener Kjeld Erik Brødsgaard, der er professor ved Asian Research Center under Copenhagen Business School.

- Vi kommer på dagsordenen i Kina, og så kan vi komme videre med det samarbejde, der er mellem landene. Det er en god mulighed for Danmark at vise, hvad vi kan og for at få nogle af de ting på banen, som vi er interesseret i i forhold til Kina, siger han.

Når den kinesiske præsident, Hu Jintao, bliver modtaget af regentparret i Københavns lufthavn, er det et travlt program, han har foran sig.

Han skal blandt andet på en sejltur med kongeskibet Dannebrog i selskab med dronning Margrethe og prinsgemalen. Her får de mulighed for at se Den Lille Havfrue, som er særligt populær i Kina.

De seneste dage har der været heftig debat omkring Kinas interesse i Danmark. Flere medier har skrevet, at Kina har stor interesse i Grønlands undergrund, som kommuniststyret ønsker at udvinde for sjældne mineraler.

Ifølge Kjeld Erik Brødsgaard skyldes besøget blandt andet, at Danmark har EU-formandskabet, og at Hu Jintao er på vej til G20-møde i Mexico. Derfor er det nærliggende at besøge Danmark på vejen.

Da nyheden om besøget kom frem, var der frygt for, at spørgsmålet om Tibet ikke vil blive diskuteret, men udenrigsminister Villy Søvndal (SF) har flere gange lovet, at han vil bringe spørgsmålet på banen.

- Det er vigtigt for mig og regeringen, at vi også denne gang får en oprigtig dialog om menneskerettigheder, Tibet og andre spørgsmål, der ligger regeringen, Folketinget og den danske befolkning på sinde, har han tidligere udtalt.

/ritzau/