I dag støtter Skagen de overlevende i Asien

SKAGEN:Så er dagen kommet, hvor man i Skagen kan være med til at støtte mennesker i nød og samtidig få en rigtig dejlig musikalsk oplevelse. Klokken 15 i eftermiddag er der nemlig støttekoncert i Skagen Badmintonhal, hvor målet er at samle så mange penge som muligt ind til ofrene for flodbølgen i Asien. Dagens musik leveres af Flemming Bamse Jørgensen, Mads Toghøj Band, Lasse og Mathilde, Lars Brun og Flemming Fiol, Klitkoret og Gospel Skagen Band. Billetter kan købes ved indgangen og koster 100 kroner for voksne og 50 kroner for børn. Døren åbnes en time før koncerten. Der er velkomsttale ved Frode Muldkjær, og Helge Klarskov er konferencier. - Der er brug for mange penge til de mange ofre for tragedien i Asien, og der vil være brug for hjælp i lang tid endnu. Vi håber med koncerten i Skagen at kunne indsamle mange penge, som vi vil overlade til Dansk Røde Kors, siger Mads Toghøj, der sammen med fruen, Nette, står for det praktiske. - Alle, der er med i det her, stiller op gratis, og vi håber, at rigtig mange bakker op og kommer til koncerten, siger Mads Toghøj. - Vi har sikret os en række sponsorer. Det er Skagen Badmintonhal, Jakobs Café og Bar, SuperBrugsen, Byens Stjerneskud, Frederikshavn, Tonnys Blomster, Rådhusbageren, Q8 Hans Baghs Vej, Skagen Nærradio, Power Supply og NORDJYSKE Medier. - Vi er meget glade for opbakningen, og ønsker nogen at yde mere hjælp, kan man også indbetale et ekstra beløb ved indgangen. Vi håber, der kommer rigtig mange i badmintonhallen i dag, siger Mads Toghøj.