Drab

I Danmark jager man da krigsforbrydere

Mord, vold og tortur. I Statsadvokaturen for Særlige Internationale Straffesager efterforskes grove forbrydelser begået i alle dele af verden - og sagerne strømmer til

En helt almindelig dag i retten i Ugandas hovedstad Kampala, 2003. Sagen handler om drab, røverier og frihedsberøvelse. Fra skranken fortæller vidnerne, hvad de har set. Et helt almindeligt scenarie – og dog. Både forsvarer og anklager skiller sig ud. De kommer fra Danmark, udsendt af Statsadvokaturen for Særlige Internationale Straffesager. Danskerne er rejst hele vejen til Uganda for at skaffe beviser i en sag mod en herboende ugander, og 27. maj sidste år bærer arbejdet frugt. Uganderen bliver dømt for røverier og frihedsberøvelse ved Retten i Aalborg, og Statsadvokaturen for Særlige Internationale Straffesager oplever for første gang, at efterforskningen af de alvorlige men besværlige sager ender med en dom. - Det var en begivenhed, og det er altid tilfredsstillende med en første gang. Vi har afsluttet mange sager, fordi vi har bevist, at den påståede forbrydelse ikke har fundet sted eller var begået af nogle andre. Derfor var det da en succes at få nogen dømt, fortæller statsadvokat Birgitte Vestberg, der siden oprettelsen i juni 2002 har stået i spidsen for de 17 medarbejdere i Statsadvokaturen for Særlige Internationale Straffesager. Sagen om den irakiske hærchef Nazar Al-Khazraji, der var bosat i Sorø, blev kickstarten for den særlige enhed. Han er mistænkt for medvirken i giftangreb på irakiske kurdere i 1980'erne, og selvom Nazar Al-Khazraji forsvandt sporløst fra Danmark i 2003, så fortsætter arbejdet med at finde, efterforske og retsforfølge herboende udlændinge, der har begået krigsforbrydelser eller anden grov kriminalitet i hjemlandet. Genkendte plageånd Sidste år modtog Statsadvokaturen for Særlige Internationale Straffesager 30 nye sager. Det er det højeste antal, siden enheden blev oprettet. - Tidligere fik vi langt flere sager fra udlændingemyndighederne, men i dag får vi flere og flere anmeldelser fra private, der ringer eller skriver til os. Vi har for eksempel en sag, hvor en mand genkendte sin bødel på coveret til en CD, fortæller Birgitte Vestberg. Manden stammer fra Afrika, og fra han var 11 til 18 år gammel sad han fængslet i nabolandet. Her blev han og de andre fanger tortureret. Nogle blev anbragt i en sæk og flere gange sænket ned i en 20 meter dyb brønd. Senere kom manden så til Danmark. Han faldt over en helt almindelig dansk CD, og til sin rædsel så han den frygtede fængselsinspektør afbildet på coveret. På den måde landede sagen hos Statsadvokaturen for Særlige Internationale Straffesager, der efterforskede sagen og nåede frem til, at ofrets forklaringer godt kunne have hold i virkeligheden. Sagen måtte dog afsluttes på grund af forældelse. - Sager om vold bliver typisk forældet efter ti år – så det er en udfordring, forklarer statsadvokat Birgitte Vestberg. Brønd uden lig Mange af sagerne begynder med, at en asylansøger fortæller, at han har begået en forbrydelse i sit hjemland. Derefter får Statsadvokaturen et praj af Udlændingestyrelsen, og efterforskningen kan begynde. - Når en forbrydelse begås i Danmark, ligger der som regel et lig, og politiet skal så finde forbryderen. Hos os er det omvendt. Vi har en gerningsmand og skal så finde forbrydelsen, fortæller Birgitte Vestberg. En af de sager blev afsluttet i 2004. En serbisk soldat forklarede de danske myndigheder, at han havde bagbundet og dræbt en kvinde i Kosovo og kastet liget i en brønd. Medarbejdere fra Statsadvokaturen fik lokaliseret landsbyen, gården og brønden, og de drog ned for at se nærmere på det påståede gerningssted. Da frosten slap, blev brønden gravet ud. På bunden fandt man … intet. - Erfaringen har vist, at der er mange asylsøgere, der opdigter en forbrydelse eller påtager sig skylden for noget, de ikke har deltaget i. I ganske mange sager er forbrydelsen slet ikke begået, og så underretter vi Udlændingestyrelsen, fortæller Birgitte Vestberg. Flere forbrydere Selvom Statsadvokaturen modtager stadig flere anmeldelser, så mener Birgitte Vestberg, at der eksisterer endnu flere. Alle asylansøgere bliver udspurgt, når de ankommer til Danmark, og er der noget mistænkeligt ved forklaringerne, så overgår sagen til Statsadvokaturen for Særlige Internationale Straffesager. Men kvoteflygtninge og familiesammenførte udlændinge kommer ikke igennem sådan en samtale. - Vi har længe bedt om at få lovhjemmel til at også at få adgang til de sager hos Udlændingestyrelsen. Vi har en kraftig formodning om, at de to grupper også rummer folk, der er ofre, vidner eller forbrydere, siger Birgitte Vestberg og fortæller, at Statsadvokaturen ad andre veje har fundet to mistænkte, der er kommet til Danmark som henholdsvis kvoteflygtning og familiesammenført. - Vores erfaring viser også, at der er mange ofre, der bare gerne vil lægge tingene bag sig. Men vi ser gerne, at de får en oplevelse af, at der er nogen, der tager sig af det, hvis de ønsker at medvirke, siger statsadvokaten. Netværk I bunken af sager hos Statsadvokaturen for Særlige Internationale Straffesager finder man forbrydelser begået i 22 forskellige lande. Derfor er det ikke mærkeligt, at medarbejderne i Statsadvokaturen i gennemsnit forlod kontorerne i København i to uger sidste år for at rejse ud og efterforske forbrydelserne. - Vi har de ressourcer, vi synes, vi skal bruge, og vi bliver klogere hver eneste dag. Når man har været flere gang i et land, så bliver det hele nemmere, fordi de kender én. Vi samarbejder med blandt andet hollænderne og navnlig canadierne, og det europæiske netværk er ved at komme i gang, fortæller Birgitte Vestberg. Den danske enhed har taget initiativ til at få Interpol til at oprette en særlig vidensbank for krigsforbrydelser og anden grov kriminalitet i udlandet. - Det er noget, vi er ret stolte af, og det skulle meget gerne snart komme i gang, fortæller statsadvokaten. Er der nogle nye sager på vej, som kunne tænkes at have offentlighedens interesse? - Ja … men de er ikke så langt, at jeg kan sige noget om dem endnu, siger Birgitte Vestberg.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst