Den sidste olie

Skønt forbrugsboom ¿ men husk olieregningen!

15 kroner for en liter benzin. Det lyder fælt. Men det er ikke desto mindre den pris, vi inden længe må hoste op med, når vi kører ind på benzintanken for at fylde på. Det har virkelig været en besynderlig start på 2008. Dollaren dalede ned mod fem kroner. Olien kom op i 100 dollars. Boligpriserne begyndte at rasle nedad for alvor. Aktiebørserne kørte begge veje, i takt med at aktiestrategerne råbte køb-sælg-køb-sælg. Men uden at blæse i dommedagsbasunen, så må det tørt konstateres, at de høje oliepriser er kommet for at blive. De bliver endda meget højere. Nu tales der om en pris på 130 dollars og 150 dollars pr. tønde råolie indenfor få år. Heldigvis er det ikke så meget i faktiske priser, fordi den amerikanske dollar for tiden udhules. Den direkte anledning til, at olien sprang op i 100 dollars i ugen, der gik, er politisk uro i olielandet Nigeria og faldende lagerreserver i USA. Men hvorfor skal der så lidt til for at sætte bølgegang i olie- og benzinpriser? Hvem er skyld i, at vi nu igen oplever en oliekrise som i 1970¿erne? De to skurke er Kina og Indien, samt en del tigerøkonomier i Asien. De udvikler sig med vækstrater på over 10 procent årligt. Kinas behov for olie og råvarer er umætteligt. De suger olie til sig fra ethvert land, der har noget til salg. I Afrika er Kina endog gået ind i olieproduktion for selv at komme til kilderne. Situationen er, at lige nu produceres der olie nok til at dække forbruget. Men så heller ikke mere. Der produceres i verden som helhed omkring 88 mio. tønder olie per dag. Forbruget vil i år ligge på knap 87 mio. tønder. Det er ikke meget, der skal gå galt, før prisspiralen igen tordner opad. F.eks. spænding i Iran, mord på en pakistansk leder, voldsom kuldebølge i den vestlige verden. Verden forbruger i dag 1016 tønder olie pr. sekund. Vi brager igennem muren med overlydsfart ind i et forbrugsboom uden sidestykke. Derfor er prisen nu nået 100 dollars pr. tønde råolie. Jamen, så må vi vel bare pumpe lidt mere olie op fra undergrunden, indtil vi har vindkraft nok til at dække merforbruget, vil mange mene. Men nej, der er ikke så meget ekstra olie at pumpe af. Lige nu holder vi trit mellem nye oliefund og det voksende forbrug. Men olie-geologer siger i dag, at det går kun i yderligere fire-fem år. Så skal der skrues ned for forbrugsgildet, hvis vi ikke meget hurtigt lægger vort olieforbrug radikalt om. Det gælder især Kina og Indien, der lige som USA egoistisk river alle ressourcer til sig - og betaler hvad det koster. Den største olieforbruger er USA. Amerikanerne fyrer 7.5 milliarder tønder råolie af om året. Det er en fjerdedel af verdens årsforbrug på 31 milliarder tønder olie. I årevis har kritikken heglet ned over amerikanerne, der ikke isolerer deres huse ordentligt, og som kører i store benzinslugere, hvor man skal være heldig for at kunne køre fem km på en liter benzin. Bush-regeringen er da også lidt nervøs i disse måneder. Siden sidste sommer fyldes der hver dag 50.000 tønder olie i de strategiske olielagre i USA. Det er den olie, der gemmes i underjordiske lagre, og som kun må bruges, hvis nationen kommer i en nødsituation. Det kunne ske, hvis al olieimport bliver afbrudt. Nu er der foreløbig opmagasineret 695 mio. tønder olie i de strategiske lagre. Det er meningen, at de daglige oplagringer her fra januar sættes op til 70.000 tønder råolie. Det er den dyre, lette råolie, der lagres. Det må virkelig give stof til eftertanke, at Bush sætter fuldt pres på lageropbygningen lige nu, hvor prisen pr. tønde ligger mellem 90 og 100 dollars. Det er hundedyrt. I de første måneder af 2007 kunne olien have været købt mellem 60 og 70 dollars. Hvorfor så denne pludselige hast? En nærliggende forklaring, er at George Bush og hans rådgivere frygter, at der venter en større krise forude. Det værste, der kan ske, er at den amerikanske regering bliver taget på sengen. For at undgå at spille hasard med nationen skal der tages højde for den værst tænkelige situation. USAs regeringer har været meget omhyggelige med ikke at blive stor-importør af arabisk olie. Man vil ikke være gidsel, hvis arabiske olielande pludselig finder på at lave politisk straffeaktion med en olieboykot, som det skete under Oliekrisen i 1973. 71 procent af amerikansk olieimport kommer fra kun fem lande, og der er kun ét arabisk land blandt de fem, nemlig Saudi Arabien. Saudierne er så nære allierede af USA, at amerikanerne godt tør satse på at have Saudi Arabien som næst-største leverandør. Amerika er så afhængig af et ubegrænset olieforbrug, at intet får lov at stille sig i vejen, det være sig venner eller fjender, krig eller fred. Så hvis olieprisen om et år eller to eksploderer til 130 dollars pr. tønde, så vil Bush-regeringen få ros for at have fyldt i de strategiske lagre, mens prisen var 95 dollars i december 2007. Det store håb hos olieselskaberne er at finde bare ét yderligere gigant oliefelt, som Ghawar i Saudi Arabien, der er det største i verden. Problemet er, at det er ved at blive tømt for olie - og i betragtning af at det geologisk har taget 100 millioner år at skabe denne olie, så finder man ikke bare lige sådan et felt igen. Så med mindre at verden pludselig vågner op til meddelelsen om at der er lavet jackpot med et enormt oliefund, så lyder opskriften på stram livrem. Vi skal bruge mindre, men betale mere. Det er den ubønhørlige dom. Derfor kan man allerede nu forestille sig de eder og forbandelser, der strømmer fra bilejeren, der en dag må punge ud med 15 kroner for en liter benzin.