I det grønne klædes skær

Formiddagene i Arden Billardklub tager pensionisterne sig af

Arden 25. september 2002 08:00

ARDEN: De grønne Tuborgflasker står på bordene, men der drikkes ikke rigtigt af dem. Piben bruges heller ikke Billardspillernes fokus er på de grønne filtklædte borde. Eller kuglerne og keglerne, der ligger, ruller og står på bordene. Det er mandag formiddag. Ved alle fire borde er der spil i gang. De to bagerste borde bruges af "kommunalklubben". - Ja, vi er alle gamle kommunalfolk, forklarer 80-årige Johs Jørgensen, der er tidligere skoleinspektør i Rostrup. Hans medspillere omkring de to borde er Åge Asbøll på 73 år, der er tidligere skatteinspektør, 72-årige Lauritz Larsson, der er tidligere skoledirektør, tidligere kommunaldirektør Thorkild Højberg og Hans Erik Steffensen, som er tidligere kommunebogholder. Alle er pensionerede. Siden 1969 Der grines og pjattes mellem de gamle kommunalfolk. Spillet er ikke så meget mod som med hinanden. Når en spiller laver et godt stød, roses han - hvis han misser en oplagt mulighed, drilles han venskabeligt. - Vi er her jo først og fremmest for at være sammen, siger Åge Asbøll. Han suppleres af Johs Jørgensen. - Det er for at passe et godt gammelt venskab, lyder det fra den 80-årige billardspiller. Både Åge Asbøll og Johs Jørgensen har været medlemmer af Arden Billardklub, siden klubben blev stiftet i 1969. Åge Asbøll var gennem mange år formand for klubben. - Vi startede med et lille lokale nede i hallen, hvor vi havde et bord. Så rykkede vi op i et lokale ovenpå biblioteket, hvor vi havde to borde, og for syv til otte år siden flyttede vi så her ned, udreder Åge Asbøll. Old Boys De fem kommunalfolk har brugt mandagsformiddagene sammen de sidste fem til seks år. Før det spillede de om onsdagen. - Vi har spillet sammen i mange år. Johs Jørgensen og jeg var med fra starten, og så kom de andre til senere, lyder det fra Åge Asbøll. Men nogle af dem nøjes ikke med at spille om mandagen. Lauritz Larsson, Thorkild Højberg og Åge Asbøll er alle aktive på et af Arden Billardklubs to Old Boys-hold. Og de har de store smil på. - Vi vandt over det andet Old Boys-hold i tirsdags, forklarer Åge Asbøll. I dag er det ikke turnering, det gælder. Stillingen, der noteres på en trætavle, er underordnet. Der er plads til at lege og prøve nogle stød, der nærmest er dømt til at gå galt. Johs Jørgensen sammenfatter "kommunalholdets" billardspil. - Vi er nogle gamle fyre, men bare vi selv syne,s vi har det godt, så er det fint, griner den 80-årige tidligere skoleinspektør.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...