Det skal være en glæde at være sur

Vi gør nar ad profeter, præster og politi og slubrer porno i os, som om det var nederste lag i kostpyramiden. Vi klasker os på lårene over vittigheder om alt fra terror til pædofili og taler frit fra leveren om både alkoholikere og stomipatienter. Det er herligt. Det er dejligt. Vi er frigjorte mennesker, der har kappet de gnavende fodlænker, der kaldes tabuer. For hvis vi skal have en åben og positiv debat, skal vi kunne tale om alt, påstår vi. Det er demokratiets sokkel. Men der er noget, der stadig er forbudt at tale om. Noget, som bliver lyst i band, i takt med at coaches med sellerichips i mundvigen sniger sig ind på arbejdspladserne og får os til at danse regndans i arbejdstiden og udbryde hallelujah, hver gang vi får en ny opgave. Det er mavesurheden, jeg taler om. Det er blevet urimeligt svært at brokke sig over noget som helst i dette land, hvor indbyggerne faktisk er de gladeste i hele verden ifølge internationale undersøgelser. Og det vil jeg faktisk godt have lov at brokke mig over. For vi kan vel godt blive enige om, at brok og vrangvillighed er nogle af de universelle menneskelige drivkræfter, som alle nogenlunde fornuftigt tænkende mennesker søger mod for at opnå Nirvana eller andre fornemmelser af at have pisset i bukserne. Og her har jeg hyldet de bagstræberiske tendenser i mig selv, lige siden jeg blev født med læbespalte og straks fik en panfløjte og en mundharmonika stukket i munden, fordi jeg skulle lære at blæse og suge. Og kan man så bruge de tendenser til noget? Ja, i høj grad, hvis man gerne vil stenes til døde med sure økologiske citroner for at have bragt skam over den omstillingsparate verden. Men det er egentlig ikke det positive verdenssyn i sig selv, der er noget galt med. Det er snarere det faktum, at en i grunden rimelig tanke om at være glade, åbne og sympatiske mennesker på det sidste er kammet over i krammeri på arbejdspladsen, grineklubber og hobbykomikere på enhver repos, der rager højere op end en telefonbog. Enhver, der har prøvet at smile ad noget, der ikke er sjovt, ved, det gør ondt i kinderne. På min egen arbejdsplads er jeg blevet udsat for morgensang, og til seneste personalemøde klappede vi gudhjælpemig, når et punkt på dagsordenen var overstået. Ja, tro det eller ej. Og hvad gør man? Sidder man bare der og er den sure stemningsdræber og lader folk klaske som kåde søløver? Ja, jeg gjorde, og klapsalverne ebbede ud. Men valget mellem idiot og jubelidiot er ikke rart. Og hvis jeg var gået efter prisen som månedens kollega, skulle jeg nok bare have valgt at give fanden i skidtet og bryde ud i gospel. Men jeg kunne ikke. BBC tog for nylig prisen som glædesspredernes ypperste forkæmpere. De lavede et eksperiment, hvor de forsøgte at gøre borgerne i byen Slough gladere, og med teorier om positiv psykologi gik de i brechen for de sure stakler, der måtte stavre sig igennem tilværelsen i en by, der endda var halvfjerdsergrim. Slough betyder ”mudret mark”, og borgerne lå noget under normalgennemsnittet for glæde i England, der heller ikke kan prale af at have det mest muntre folkefærd i verden, så der skulle være nok at tage fat på. Men den positive psykologi mødte også her - som hos den applauderende redaktion - en modstand, den ikke kunne få bugt med. Og nogle af indbyggerne var endda så frække at påstå, at de blev påtvunget en falsk glæde, der ikke gjorde noget videre for dem. Jeg tror, jeg i virkeligheden er en Slough-borger i eksil, og jeg savner indimellem min fødebys mellemfornøjede og gråvejrstunge dagligdag, hvor stemning ikke er noget, der piskes op, og hvor lutter lagkage er noget, man spiser.