Det store freakshow

Nogle oplevelser er markant større end andre: Ens børns fødsler, bryllupper og begravelser, det første kys og meget andet. I næsten samme kategori finder vi de såkaldte aha-oplevelser. En aha-oplevelse er, når man får et nyt perspektiv på noget, man kender i forvejen. Når man med ét bliver meget, meget klogere på noget, man vidste en masse om i forvejen. Når man læser en anmeldelse af noget drama og får forklaret de dybere lag på en måde, så alting står tindrende klart. Eller når man første gang får vist, at kartofler smager bare ufatteligt meget bedre, når de bliver kogt i saltvand. Det er også en aha-oplevelse, når detektiven pludselig finder løsningen på gåden. Sherlock var en lang perlestribe af aha-oplevelser. Jeg elsker aha-oplevelser. Det gør vi vist alle. Og jeg fik en tirsdag morgen, da jeg kørte på arbejde. Autoradioen var – som sædvanlig – indstillet på P1. Har du ikke prøvet det – kære læser – så drop musikken et par dage på vej til arbejde og lyt til de kloge analyser og nyheder som kører konstant mellem klokken 6 og 9 på DR’s P1. Det er Danmarks bedste radio. - Æh, sidder du måske og tænker. Hvorfor skriver han nu om radio, mens han sidder i tv-sofaen. Det gør jeg, fordi det handlede om tv. Om tv-dokumentar. Jeg fik nemlig noget at vide, som gjorde, at jeg fik et helt nyt perspektiv på dokumentarudsendelserne. Det var ikke noget, jeg selv havde tænkt på, men da de 10 minutter var forbi, tænkte jeg: ”For dælen hvor er det rigtigt. Og hvor er du dog et kvaj, at du ikke selv har set det noget før”. Ja. Det var præcis det, jeg sagde til mig selv. Emnet var tv-dokumentarens forandring. I dag er dokumentarudsendelser et freak-show. Her er sekshovede dværge, her er gigantiske hjernesvulster, her voldsom død, her er sammengroede børn, kønsskifteopererede og ekstremt fede mennesker, fortalte journalisten Erik Valeur mig. Og bag efter fik jeg en uddybet forklaring af professor i medievidenskab, Ib Bondebjerg. Han forklarede mig denne morgen, at det hele handler om mennesker og deres følelser. Ikke om noget, der flytter så meget som en meter rent samfundsmæssigt. Engang var dokumentarerne tv-stationernes flagskibe. Jeg kan stadig huske Jørgen Flindt-Pedersens og Erik Stephensen udsendelse om Nordsøolien, ”Det sidste stik” selv om det er 28 år siden, den blev solgt. Mange kan også huske udsendelserne om pigerne på Halmtorvet. Det var udsendelser, der skabte en samfundsrystende stor debat. Alle talte derom. Sådan er det ikke i dag. I dag er dokumentaren underholdning med et samfundsengageret eller nyhedsmæssigt tvist. Eller også er det bare føle-føle-føle. Men det flytter ikke en centimeter på noget som helst. Ib Bondebjerg forklarede, at det står værst til på TV 2, hvor freakshowet kører for fuld skrue, og hvor gamle hæderkronede programmer som Fak2eren er fortid. Men at det også går den forkerte vej på DR, som, siden indførelsen af en decideret chefredaktion for nogle år siden, går mere op i kvoter og seertal end i dokumentarisk kvalitet. Derfor sidder den klassiske, grundige dokumentar i øjeblikket i – undskyld udtrykket – lort til halsen. Da jeg havde hørt det indslag på P1 Morgen sad jeg med et saligt smil i morgenens trafikprop. Da følte jeg, at jeg for alvor havde fået noget. Jeg var blevet klogere – meget klogere – på noget, jeg vidste i forvejen. Om aftenen kunne jeg så se dokumentarprogrammet ”Pigen der ville være højere”. Den handlede om en dværg. Da hun er ni år gammel finder hun ud af, at hendes vokseværk stopper, når hun er blevet 130 centimeter. Det er ikke ret meget. Hun beslutter derfor – det lille barn – at hun vil gennemgå en stribe meget smertefulde operationer over en tre-fire års periode, der vil binde hende til en kørestol lige så længe. Og udsendelsen handler også om den smukke 18-årige pige, der i dag er 155 centimeter. Hun fik lagt 22 centimeter til i højden. Tillykke skal det lyde herfra. Og god, følelsesladet udsendelse var det såmænd også. Men flyttede det noget? Eller var det bare endnu et af tidens så populære freakshows.