Retspleje

I fængsel efter hurtig kørsel uden førerret

FJERRITSLEV: En 51-årig mand fra Fjerritslev undlod at møde i retten august sidste år, hvor han var tiltalt for kørsel i frakendelsestiden og overskridelse af fartgrænsen. Derfor udstedte dommeren en anholdelsesbegæring, og politiet sørgede for, at han mødte i Retten i Fjerritslev i går. Tiltalte blev fanget af en fotokontrol på Hasserisvej i Aalborg i april. Han kørte med 56 km/t, hvor den tilladte fart er 50 km/t og stod til en bøde på 500 kr. Undervejs i ekspeditionen af bødesagen konstaterede politiet, at manden var fradømt kørekortet 1993, og havde indtil flere domme for kørsel i frakendelsestiden. Derfor blev han nu også tiltalt for fjerde gangs kørsel i frakendelsestiden. En tidligere dom på 20 dages fængsel blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste. Af arbejdsmæssige årsager var det ikke lykkes at få samfundstjenesten afviklet. Derfor var denne dom ændret til ubetinget fængsel. Anklagerens påstand lød på 30 dages ubetinget fængsel og en bøde på 500 kroner. Med henvisning til tiltaltes gode personlige forhold forsøgte forsvareren, advokat Anne-Lise Andersen, at få fængselsstraffen gjort betinget. Men dommeren fulgte anklagerens påstand og idømte ubetinget fængsel i 30 dage. Tiltalte modtog dommen og skal betale sagens omkostninger. nca