I fængsel for nedskydning af hest

Stak sit dobbeltløbede jagtgevær op i mulen på hest og trykkede af

AALBORG:En 34-årig mand fra Aalborg blev i går i Vestre Landsret i Aalborg idømt otte måneders ubetinget fængsel for at have skamskudt en hest i mulen og for at have overtrådt våbenloven. Det tog kun de tre juridiske dommere og de tre domsmænd fem kvarter at komme til det samme resultat, som Retten i Aalborg nåede frem til 4. august 2004. Der var så at sige stadfæstelse af byretsdommen over hele linjen, og det betyder udover selve fængselsstraffen, at den 34-årige hestemishandler skal betale sagens omkostninger foruden en erstatning på 10.000 kroner for den skamskudte hest samt 1200 kroner i dyrlægeregning for aflivning af dyret. Den 34-årige var så utilfreds med byretsdommen i fjor, at den blev anket til landsretten på stedet - men altså uden gevinst for ham overhovedet. Anklager Anne-Mette Wiese lagde i sin procedure op til en skærpelse af byretsdommen, hvorimod forsvarer Stig Ejler Jensen procederede for en frifindelse af sin klient. Den 34-årige har under hele sagsforløbet i såvel byret som landsret hævdet sin uskyld, og han benyttede sig i gårsdagens retsmøde af muligheden for at få det sidste ord. - Der er begået en utrolig modbydelig handling, og jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har skudt på hverken skilte eller dyr. Sådant noget ligger mig meget fjernt, lød hans udmelding til retten, før der blev afsagt endelig dom. Hestemishandlingen, der blev slået stort op i de danske medier, går tilbage til lørdag 27. oktober 2001. Landsretten slår fast, at det var den 34-årige mand, der bevæbnet med et dobbeltløbet jagtgevær gik ind i hesteindhegningen på Fritidscentret Højvang i Svenstrup, der ligger på Hellekisten 241. Her udså han sig den ca. otte år gamle nordbaggehoppe Lone som offer. Han stak sit dobbeltløbede jagtgevær op i mulen på hesten og trykkede af. Hesten blev stært forpint og blødende fundet søndag morgen af én af de unge piger, der passer fritidscentrets dyr, og en hastetilkaldt dyrlæge afsluttede omgående dyrets lidelser ved at aflive det. Den 34-årige blev fældet af en række vidneforklaringer - herunder forklaringen fra hans tidligere kæreste. Hun boede kun et stenkast fra fritidscentret, og den 34-årige havde den pågældende aften og nat opholdt sig hos hende. Den 34-årige havde samme aften set den danske film "Blinkende lygter", hvor en række kreaturer bliver nedskudt på bestialsk vis, og han skulle ifølge vidneforklaringer have sagt, at nu ville han også ud og skyde en ko. Den tidligere kæreste forklarede desuden, at hun på et tidspunkt havde hørt flere skud. Han hævdede derimod, at han ikke havde været uden for en dør hele aftenen og natten. Desuden havde han på grund af en kronisk betændelse i sin bugspytkirtel med stærke smerter til følge haft besøg af en natlæge den pågældende aften og fået såvel en indsprøjtning som ketogan-piller, der bevirkede, at han var faldet i dyb søvn på sofaen. Landsretten slår endvidere fast, at et beslaglagt dobbeltløbet jagtgevær, der blev fundet ved en ransagning hos én af den 34-åriges kvindelige bekendte, tilhører den 34-årige mand. Og politiets teknikere har således bevist, at netop dette jagtgevær blev brugt ved skamskydningen af hesten. Det hører endvidere med, at den 34-årige er straffet adskillige gange - herunder også for overtrædelse af våbenloven. Landsrettens dom er i øvrigt endelig og kan ikke ankes.