Retspleje

I fængsel for trusler mod Orla Hav

Fyret portør dømt for at skrive, at det kunne gå amtsborgmesteren ligesom Anna Lindh

En e-mail til amtsborgmester Orla Hav (S) har ikke alene kostet en 34-årig frederikshavner jobbet som portør på byens sygehus. Nu har en domsmandsret i Aalborg også idømt ham 10 dages ubetinget fængsel for trusler mod amtets førstemand. I e-mailen - skrevet, da den fortsat skarpe debat om fremtiden for sygehuset i Frederikshavn var på sit allerhøjeste - stod der: "Hold nallerne fra vores sygehus. Ellers laver vi en Anna Lindh på dig. Hvis du ellers kan huske, hvordan det gik med hende?" Orla Hav modtog mailen i oktober i fjor, få uger efter drabet på den svenske udenrigsminister. Direktionen på amtsgården mente, at indholdet overskred grænsen for, hvad der er acceptabelt, og meldte sagen til politiet. Samtidig satte amtet en afskedigelsessag i gang. I retten forklarede eks-portøren, at mailen var skrevet nogle uger forinden på en venindes computer, efter at det lokale sygehus' fremtid var blevet diskuteret i et festligt lag. Mailen blev lagret, men ikke afsendt. Da portøren senere tjekkede venindens webmail, lå opfordringen til Orla Hav som en kladde. Portøren forklarede, at han mente, at han slettede den. I stedet blev den imidlertid sendt. Retten troede imidlertid ikke på mandens forklaring. Manden kunne i computerens sendt-bakke have set, at mailen var sendt - og hvis der var tale om en fejl, burde han straks have kontaktet Orla Hav og bedt ham se bort fra mailen. Det skete ikke - og derfor betragter retten mailen som en bevidst trussel. Forsvareren, advokat Hans Rønnow Jessen, mente, at handlingen burde udløse en betinget straf på 10 dages fængsel. Anklageren, politiassessor Marianne Vrist, krævede 20 dages ubetinget fængsel - og domsmandsrettens flertal lagde sig midt imellem med en dom på 10 dages ubetinget fængsel. En dommer ønskede dog straffen fastsat til 14 dages ubetinget fængsel. Den tidligere værftsarbejder, der i 1998 blev ansat som portør, men i dag står uden job, modtager dommen, oplyser Hans Rønnow Jessen.