I fængsel hele julen for knivstikkeri

FREDERIKSHAVN:To personer fik forlænget deres anholdelse med tre gange 24 timer, og en 27-årig mand blev varetægtsfængslet til 5. januar. Det blev resultatet af grundlovsforhøret efter et voldsomt slagsmål søndag morgen i Frederikshavn. Da tre anklagede i sagen søndag eftermiddag blev fremstillet i Frederikshavn, begærede anklager Kim Christensen fra Frederikshavn Politi dørene lukket af hensyn til den videre efterforskning. Kim Christensen oplyste, at der efter politiets opfattelse fortsat er mindst tre vidner, som endnu ikke er afhørt. For ikke at forkludre opklaringen, valgte dommer Mogens Pedersen at lukke dørene. Den ene af de voldsanklagede, en 33-årig frederikshavner, kunne ikke selv være til stede ved grundlovsforhøret, da han er indlagt på Hjørring Sygehus med fire knivstik i brystet og blandt andet en punkteret lunge. Han er dog uden for livsfare. Knivstikkeren, der tydeligvis har fået mange bank, kan formentlig imødese en sigtelse for særlig farlig vold og måske forsøg på manddrab. Den 27-årige frederikshavner mener at have handlet i nødværge, hvilket også offeret for knivstikkeriet mener at have gjort. Der var formentligt tale om jalousi i en eller anden grad, da parterne røg i totterne på hinanden. En kvinde havde forladt den 27-årige mand, som opsøgte bopælen, hvor kvinden befandt sig. Her røg han i totterne på et par mænd, som var på adressen, og tingene udviklede sig voldsomt. Frederikshavn Politi er endnu ikke færdig med efterforskningen.