Finland

I Finland kan man få det som man vil have

Lad firmakunderne selv vælge det motiv de ønsker på mærkerne

Finland har aldrig været bange for at prøve nye veje i frimærkepolitikken. Her strækker man sig langt for at imødekomme kundernes ønsker, og så kan man som samler sige for og imod. Hvis frimærkerne skal overleve og ikke blot afløses af et stempel, så er fornyelse vejen. Det med at reklamere for et firma i forbindelse med frimærker har været prøvet før andre steder, men den finske ide er ny. fordi her er selve frimærket reklamen. Skal vi se historisk på sagen, så tilbød det danske postvæsen helt tilbage fra september 1927 til februar 1934 en række 1 og 2 kr. frimærkehæfter med reklamevedhæng. Bladene bestod af en seksblok med de to venstre mærker med reklametekst sammenhængende med en firblok frimærker af den kurserende type. Postvæsenet solgte reklamerne. Her var reklamer for Galle & Jessen, Rundskuedagen i København, Børnenes Kontor, Familie Journalen, General Motors, Alfred Benzons bagepulver, spiseolie, sodapastiller, sæber, maltøl og krydderier. Der er ikke tvivl om, at Alfred Benzon ville have elsket den finske ide. Disse sammentryk med reklamemærker er gode penge værd i dag. Danmark har ikke været ene om den ide. Mange postvæsener har udgivet frimærker, som man selv har sammentrykt med reklamevedhæng. Andre lande bl.a. England, Australien og Canada har udgivet frimærker med en tom ramme ved siden af frimærket, så kunne firmaet selv placere et motiv der. Finlands specialfremstillede firmafrimærker er verdens første på det brugervenlige selvklæbende papir i stedet for almindeligt frimærkepapir. Ordningen trådte i kraft 14. maj. Fra den dag tilbød Finland Post finske firmaer, at de selv kan bestemme, hvilket motiv de vil have på et frimærke, f.eks. firmaets logo, et billede af et produkt eller et slogan. Firmaet leverer motivet til Finland Post via Internettet, hvorefter motivet trykkes på et selvklæbende førsteklasses ikke-værdistemplet frimærke i en fortrykt ramme. Inden for to uger modtager firmaet frimærkerne. Hvert ark indeholder 20 ens mærker, arkets pris er 20 euro. Der er god reklameværdi for firmaerne i sådanne specielle mærker. Man kan lancere et nyt produkt eller blot ønske kunderne glædelig jul. Det specialfremstillede frimærke med motiv af en lille engel, Amor (Cupido) kan ikke købes på de finske posthuse. Prisen pr. mærke er 0,65 euro. De sælges fra Philatelic Center of Finland Post, PL 2, FIN-00011 Posti, Finland, email: stamps@posti.fi/stamps.