Hospitaler

I Florence Nightingales fodspor

Hun har behandlet patienter, der var såret af skarpe macheter i Rwanda, og hun har reddet mineofre i Tadsjikistan. I går fik den 57-årige sygeplejerske Annelise Wendelboe Florence Nightingale Medaljen

KØBENHAVN:Hun krymper sig lidt i rampelyset og smiler genert. Sygeplejersken Annelise Wendelboe har igennem 12 år behandlet krigsofre og kæmpet for bedre forhold i verdens brændpunkter. Men opmærksomheden omkring hendes person, da hun i går fik overrakt den ærefulde Florence Nightingale Medalje i Røde Kors-bygningen i København, bryder den vævre, 57-årige kvinde sig ikke om. - Jeg er glad og beæret. Det er nok en af de største udmærkelser indenfor international sygepleje, men at jeg skulle have den … Annelise Wendelboe tøver og griner så afvæbnende. - Det havde jeg aldrig forestillet mig. Hun er lige vendt hjem efter 11 måneder på et af Røde Kors' kontorer i Myanmar, det der tidligere hed Burma. Arbejdet som sygeplejerske har bragt hende fra den ene konflikt til den anden overalt i verden, og læser man Annelise Wendelboes CV, står der blandt andet Afghanistan, Kenya, Georgien og Makedonien på listen. Det begyndte med en drøm og et eksamensbevis i 1967. Men drømmen om at rejse måtte vige for forelskelse, bryllup og børn, som Annelise Wendelboe har tre af. I 1990 var de blevet så store, at sygeplejersken kunne føre drømmen ud i livet. Hun tilegnede sig så mange specialer som muligt og genopfriskede engelskkundskaberne. Året efter tog hun til Afghanistan. - Det er ikke noget kald, men hårdt arbejde. Det tiltaler mig, at man kan gøre en forskel. At det nytter noget. Herhjemme går Hvidovre Sygehus jo ikke ned, hvis jeg ikke er der. Derude – Annelise Wendelboe peger ud af vinduet - er der ikke andre end mig. Og det er det, der gør forskellen, siger hun. Det værste, Annelise Wendelboe har oplevet, var tiden som operationssygeplejerske i Rwandas hovedstad Kigali under den blodige borgerkrig i 1994-95. - Vi var så få mennesker, fem tror jeg, til at behandle mange hundrede, og de blev ved med at komme. I det tidlige stadium foregik krigen mand til mand. De stod med macheterne og slog hinanden ihjel. Det, følte jeg, var meget grusomt. Og det var alle aldersgrupper selv små børn, som absolut ikke kunne have gjort noget, fortæller hun. Børnene er det værste, fortæller Annelise Wendelboe. Især hvis man ikke kan hjælpe dem. I den slags situationer bruger hun kollegerne eller foreningen af delegater i Danmark til at tale om tingene. - Man kan ikke redde dem alle sammen, men jeg har altid gjort mit bedste. Man kan ikke ligge søvnløs over alle dem, man ikke har reddet, konstaterer hun. Når krigen, blodet og grusomheden alligevel trænger gennem filteret, henter hun styrke i de positive oplevelser, hun også har fået. - For eksempel lægger jeg altid mærke til, når det er ved at være fuldmåne. Så tænker jeg på en helt bestemt patient på Sri Lanka. Hun var blind på begge øjne, og selv om jeg er beskeden, må jeg sige, at det var min fortjeneste, at hun blev opereret, fortæller Annelise Wendelboe. Operationerne var vellykkede, og kvinden fik synet tilbage på begge øjne. Hun var ikke længere en byrde for familien og kunne sørge for sig selv. - Hun var meget ked af det, da jeg rejste dernede fra. Så sagde jeg til hende: Hver fuldmåne vil jeg tænke på dig. Og det gør jeg stadig. Hun svarede: Jeg vil tænke på dig hver dag, siger sygeplejersken. En anden oplevelse, Annelise Wendelboe gerne tænker tilbage på, fik hun i Tadsjikistan, hvor hun alene kørte et hospitalsprojekt oppe i bjergene. En dag fik hun to unge, lokale mænd ind. Den ene havde fået benet sprængt væk af en mine. - Vi var helt inde i bunden af en dal, og jeg skulle bringe ham til det nærmeste sygehus flere timer derfra. Jeg gjorde mit bedste for at stoppe blødningerne, og da vi nåede til byen, måtte jeg køre rundt for at finde kirurgerne og købe medicin og forbindinger på apoteket, fortæller hun. Den danske sygeplejerske fik den sårede mand fløjet til hovedstaden med helikopter og indlagt på et militærhospital. - Jeg kørte derhen og bad om at besøge ham. Da de så Røde Kors-bilen vidste de godt, at det var mig, der havde reddet ham, så jeg blev guidet op, hvor han lå og havde det godt. Han sagde, at jeg var blevet hans mor, og så var jeg jo lige ved at … Annelise Wendelboe lader fingrene bane en tåres vej over kinden. - Det var meget rørende. Og nu har jeg en søn i Tadsjikistan, siger hun og griner. Om en måned vender sygeplejersken tilbage til jobbet som operationssygeplejerske på Hvidovre Hospital. I 12 år har hele verden været hendes arbejdsplads, og hun er blevet bedstemor til fire. På spørgsmålet om, hvorvidt hun skal af sted igen, tøver Annelise Wendelboe et øjeblik. - Måske. Det kommer jo an på så meget. For eksempel om der er nogen, der spørger, siger hun. - Det plejer at være mine børn, der siger: Nu trænger du vist til at komme af sted. Så er jeg blevet rastløs igen.