Lokalpolitik

I folkestyrets tjeneste

Vi politikere er måske for billigt til salg, når journalisterne jagter en god konfrontation, skriver Rasmus Prehn (S). På tirsdag deltager han for første gang i Folketingets åbning som medlem.

På tirsdag sidder Dronningen på sin plads i kongelogen og ser til, at Folketinget åbnes på behørig vis. Fra formandsstolen varetager Svend Auken, som den person der har været medlem af tinget i længst tid, den officielle åbning. I salen står vi menige folketingsmedlemmer med rank ryg, iført vort pæneste tøj. Vi rejser os i respekt for Dronningen, landet og folkestyret. Vi er ca. en tredjedel, der blev valgt for første gang ved valget i februar, og for os er det første gang, vi er med til denne åbningsceremoni. Jeg er én af de nye. Men jeg tror ikke, jeg er den eneste, der tænker tilbage på alt det, der er sket det første halve år - og på alle de udfordringer, der ligger foran os. Udover de enkelte politiske sager, tror jeg, vi er mange, der tænker over folkestyrets form og de demokratiske og magtpolitiske processer, vi har været vidne til på Christiansborg. I denne kronik vil jeg beskrive nogle af de tanker, overvejelser og bekymringer, jeg har gjort mig i forbindelse med mit første halve år som folketingsmedlem. Afslutningsvis vil jeg forsøge at beskrive nogle pejlemærker for mit fremtidige arbejde, som jeg forestiller mig vil styrke folkestyret i fremtiden. Som jeg tidligere har beskrevet her i avisen, var det med stor ydmyghed, jeg første gang trådte ind af døren til Christiansborg. Nu skulle vælgernes krav honoreres, og jeg havde store forventninger til, hvad der kunne opnås af politiske resultater i samarbejde ikke kun med medlemmerne i min egen folketingsgruppe, men så sandelig også med medlemmerne af alle de øvrige partier i Folketinget. Fra mit arbejde i Aalborg Byråd var jeg vant til, at vi dagligt traf politiske beslutninger på tværs af partiskel og normale grundopfattelser. I sociale, arbejdsmarkedspolitiske, kulturelle og uddannelsesmæssige spørgsmål var jeg ofte mest enige med De Radikale og SF, mens jeg ofte i spørgsmål om økonomi, teknik og byplanlægning kunne finde fælles fodslag med V, K og DF. Men det kunne også være lige omvendt. Tit kunne enigheden også være meget afhængig af, hvilken person fra de forskellige partier, jeg samarbejdede med. De personlige holdninger og den enkelte politikers personlighed fyldte meget i byrådet. Generelt kunne det dog lade sig gøre at lave aftaler og enes med alle medlemmer af byrådet. De lokale mediers dækning af lokalpolitikken gav også langt mere plads til nuancer i holdningsforskelle, ligesom sagernes kompleksitet blev beskrevet mere tilbundsgående. I Folketinget oplever jeg både samarbejdsformen, det politiske klima og mediernes dækning som værende en hel del anderledes. Hvor jeg på mange måder oplevede byrådet som et stort samarbejdende folkestyre med argumenterne og holdningerne i fokus, er der mere konkurrencedemokrati, konflikt og taktik i folketingsarbejdet. Selvfølgelig er der mange sager, hvor vi finder mindelige løsninger på konkrete problemer i samarbejde med hinanden på tværs af partiskel. Ligesom der findes gode principielle og holdningsbaserede debatter på Christiansborg. Men selvom jeg synes, jeg har forberedt mig ret så grundigt på arbejdet på Christiansborg, inden jeg blev valgt, er det alligevel kommet lidt bag på mig, hvor meget konkurrence, konfrontation og konflikt der ligger i folketingsarbejdet. Hvor mit ideal for demokrati handler om, at vi som politikere kan tale os til rette om tingene - og med argumenterne i fokus sikre de bedst tænkelige løsninger på befolkningens problemer, har jeg i praksis oplevet, at det ikke altid er tilfældet på Christiansborg. Ofte er det et taktisk spil, der afgør, hvilke løsninger vi finder. Spillet handler om, hvilke alliancer vi nu kan styrke og svække ved at agere på forskellig vis? Frem for at tale os frem til en løsning på tværs af grupperinger mm., ender vi fra tid til anden med i stedet at underminere andres troværdighed. Nu ved jeg godt, at politik handler om magt, og at magtkampe naturligvis handler om, at vi bekæmper hinanden for at sikre, at magten går i vores retning, så vi selv kan få mest mulig indflydelse. Jeg ved også godt, at der er sager, hvor det slet og ret er på sin plads at sige fra og tage den store konfrontation, som fx nu i sagen om Socialministeren, der pludseligt så det som sit fremmeste mål at styrke uligheden i samfundet. Men i det store hele er magtkampene en tendens, jeg bryder mig meget lidt om, og jeg vil som politiker foretrække, at tingene fungerede på en måde, hvor det var argumenterne og intentionerne, der var i fokus og i mindre grad spillet om at vinde en debat, sætte andre til vægs og på anden måde konkurrere med hinanden om magten og mediernes gunst. At det politiske arbejde fungerer, som det gør, skyldes naturligvis mange ting. For det første er det selvsagt lidt naivt at forestille sig et Folketing, der fungerer efter idealerne i den "græske bystat", som vi kender det fra den demokratiteoretiske litteratur. For det andet bygger det danske repræsentative demokrati jo netop på en række konkurrencedemokratiske elementer, hvor vi politikere mindst hvert fjerde år, konkurrerer om folkets opbakning, om pladser i parlamentet, om at danne regering - og altså dermed om magten. Og det vil uundgåeligt smitte af på processerne i Folketingets arbejde. Det forklarer imidlertid ikke helt, hvorfor konkurrencen og konflikterne er større i Folketinget end lokalt i byrådet. Her kan noget af forklaringen efter min opfattelse findes to steder. Det forhold, at der i princippet kan udskrives nyvalg hver eneste dag, betyder, at Folketinget reelt er på valg hele tiden. Opgaven for Folketingets medlemmer bliver således konstant at slås om magten. Hvem kan nu pille hvem ned i en debat, og hvad får det af konsekvenser i meningsmålingerne på mandag? Men jeg tror måske først og fremmest forklaringen skal findes i det forhold, at medierne efter hvad jeg selv har erfaret, spiller en anden rolle i landspolitik end i lokalpolitik. Hvor der lokalt, i hvert fald i Aalborg, som jeg kender til, er plads til nuancerne og problemstillingernes kompleksitet, er der i den landspolitiske mediedækning langt mere fokus på magtspillet, konflikterne og konkurrencen. Lidt for ofte oplever jeg, at journalisterne frem for at interessere sig for det substantielle i et konkret lovgivningsarbejde, interesserer sig mere for spillet. Af en interviewsituation hvor det fremgår, at en politiker fra et parti er 98 pct. enig med en politiker fra et andet parti, er det groft sagt kun de to procents uenighed, der videreformidles. På samme måde sker det ikke sjældent, at en journalist ud af et interview på en halv time eller mere vælger netop de 10 sekunder, hvor en politiker i en bisætning, siger noget mindre heldigt. Som politikere bliver vi på den måde mere eller mindre dresseret af journalisterne til at sige tingene, som de ønsker det - altså mere firkantet, unuanceret og konfrontationsskabende, end vi egentligt mener det. Dels er det journalistens præmis for, at vi overhovedet kan bruges til deres historie. Dels risiker vi at blive fremstillet som de rene tåber, hvis vi ikke makker ret og lægger vægt på konflikten. Når det er slået fast, bærer vi som politikere, naturligvis først og fremmest selv hovedansvaret for tingens tilstand. Det er os selv, der i jagten på genvalg higer efter journalisternes opmærksomhed, så vore holdninger og person kan komme ud over rampen. Derfor er vi måske for billigt til salg, når journalisterne jagter en god konfrontation. Det er os selv, der er med til at gøre de politiske sager til personspørgsmål og til spørgsmål om troværdighed eller ej. Det er os selv, der ofte vælger blokpolitiske løsninger frem for et bredere samarbejde. Og så er det os selv, der ofte er for dårlige til at indrømme egne fejl og politiske fejlvurderinger - og dermed løsne op for konflikter, der er gået i hårknude. Når jeg på tirsdag er med til at åbne Folketinget til en ny sæson, vil jeg stå og tænke over, hvordan vi fremover kan sikre et mere samarbejdende folkestyre, hvor de mest nødvendige konflikter naturligvis tages, men hvor argumenterne og de politiske visioner kommer mere i fokus. Konkret har jeg opstillet følgende tre pejlemærker for mit fremtidige arbejde på Christiansborg: 1. Jeg vil lytte mere, end jeg selv taler for at give plads og rum til, at mine politiske modstandere kan komme frem med deres pointer og evt. overbevise mig, selvom jeg på den måde risikerer at fremstå som taberen. 2. Jeg vil fortsætte med at være åben om mine egne fejltagelser og forkerte dispositioner. I konfliktsituationer vil jeg i udgangspunktet undersøge, om det er mig selv, der tager fejl, inden jeg angriber andre. 3. Jeg vil søge løsninger og kompromisser frem for konflikter og overskifter. Men selvfølgelig tage de nødvendige ideologiske kampe, som fx kampen mod fattigdom og ulighed - det er derfor, jeg er valgt! Jeg glæder mig til tirsdag og til det kommende arbejde i Folketinget. Et arbejde der bliver bedre og mere kvalificeret, hvis også flere borgere stiller krav og blander sig i debatten. Derfor håber jeg på at kunne fortsætte med den tætte borgerkontakt, jeg har haft i mit første halve år, som folketingsmedlem. Med disse ord ønsker jeg læserne en god søndag.