EMNER

I fremtiden skal der kul på foreningerne

Frederikshavn Kommune sætter spot på børn og unge

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der blev udvekslet ideer, meninger og erfaringer. Foto: Hans Ravn

Hvad har AaBs sportschef Lynge Jakobsen til fælles med børn og unge i Frederikshavn Kommune? Svaret er, at sportschefen i går lørdag var en ud af i alt hundrede deltagere i en stor og ambitiøs fritidskonference i Det Musiske Hus, der alene havde til formål at sætte spot på foreningsarbejdet med børn og unge. Ambitionerne er store i Frederikshavn Kommune, men man er oppe mod store udfordringer. Børn og unge har ændret vaner, tilbuddene i fritiden er mange og varieret, så hvorfor i alverden spilde tiden med et livslangt medlemskab af den lokale fodboldklub, når man kan zappe fra tilbud til tilbud og lade tilfældighederne råde? - Det virker som om, at mange børn og unge ikke rigtig tør sige ja til at blive fast medlem af en klub eller forening. Foreningerne er nødt til at arbejde sammen og blive bedre til at fortælle, hvad de er gode til, og hvilke tilbud, de har. Men det er også vigtigt, at politikerne får øjnene op for, at foreningsarbejdet trænger til en økonomisk håndsrækning, siger formanden for Frederikshavn Ungdoms Fællesråd (FUF), der en paraplyorganisation for knap hundrede klubber og foreninger i Frederikshavn Kommune. En anden udfordring består i, at der i den kommende tid skal ske et generationsskifte ude i foreningerne. Mange ledere er over 50 år, så også her er det vigtigt at få fat i de unge. Resultatet af fritidskonferencen bliver på sigt en fritidspolitik, der skal udvikle og formulere forenings- og fritidsarbejdet i Frederikshavn Kommune. På konferencen, der, udover Lynge Jakobsen, blandt andre havde deltagelse af lokalpolitikere, folketingspolitikere, fritidschefer og en fremtidsforsker, blev der givet perspektiver på sundhed, idrætsliv, foreninger, fritid samt børn og unge. Borgmester Lars Møller åbnede ballet: - Hvis ikke de unge har tilbud nok, så flytter de til de større byer. Et godt foreningsliv er med til at holde på de unge, sagde Lars Møller (V). FUF havde arrangeret fritidskonferencen.