- Vi går selvfølgelig konstruktivt til forhandlingerne. Vi har nogle kardinalpunkter, vejledende timetal i folkeskolen er noget, vi holder på, og sagsbehandling og servicering af virksomheder er vigtig, for vi skal have øget vores indtægter, sagde Mikael Klitgaard (V).
- I folkeskolen lægger vi grunden til alt fra velfærd til vækst. Det er bedre og billigere at sikre en god skole end at sætte ind senere med indsatser, når det er gået galt, sagde Thomas Krog (SF), der også nævnte at træning på ældreområdet er vigtigt.
Karl Emil Nielsen (DF) mente, at ældreområdet har stået meget for skud og nævnte de omrokeringer, der er på tale på plejehjemsområdet som en del af en ny masterplan, hvor det blandt andet foreslås at samle de demente i Stenum.
- Demens er åbenbart en sygdom, der betyder, at så har man ingen indflydelse på, hvor man skal bo. Den proces er noget beskæmmende - det giver uro for demente, når man flytter dem, sagde Karl Emil Nielsen, der undrede sig over, at man gerne vil bygge en børnehave trods faldende børnetal, mens man ikke vil bygge et plejehjem i Asaa.
Alle partier udtrykte ønske om, at man kan nå til et budgetforlig, som alle byrådsmedlemmer kan bakke op om. Det lykkedes ikke sidste år, hvor den borgerlige gruppe ikke var med i forliget, som blev indgået af S og SF med smalt flertal.
Et enigt byråd sendte efter debatten budgettet videre til andenbehandling. Byrådet drager på budgetseminar torsdag og fredag i næste uge, forinden vil borgmesteren komme med sit udspil til budgettet.
Budgettet ventes at blive endeligt vedtaget på byrådsmøde 10. oktober.