I gang med musik siden 1965

Brødrene Olsen består af Jørgen Olsen (født 15. marts 1950) og Niels "Noller" Olsen (født 13. april 1954), der i 1965 dannede bandet The Kids med to andre brødre, Morten og Niels Thybo, som varmede op for en koncert med The Kinks samme år. Med i filmen "Masser af pigtråd" fra 1967. Vandt pigtrådskonkurrence i Forum samme år. Spillede begge med i musicalen "Hair" - og brød igennem med et brag med første album, der gav brødrene idolstatus i Danmark. Efter debutalbummet "Olsen" (1972) fulgte "For What We Are" (1973), "For the Children of the World" (1974), "Back on the Track" (1976), "You're the One" (1977), "San Francisco" (1978) "Dans, dans, dans" (1979) og "Rockstalgi" (1987). Alle er siden genudsendt på cd - med to gamle lp'er på én cd. I 1990 udgav Jørgen Olsen soloprojektet "Det stille ocean", kendt for Grand Prix-melodien "Fugle". Efter en fælles pladepause - men efter en hel koncert-aktivitet - udkom "Greatest & Latest" (1994), fulgt af "Angelina" (1999), det store comeback-udspil "Wings of Love" (2000), der satte dansk rekord ved at blive solgt i 50.000 eksemplarer på én dag, "The Story of Brødrene Olsen" (2000), "Rockstalgi" (2001), "Neon Madonna" (2001), "Walk Right Back" (2001), "Songs" (2002) og snart "More Songs" (2003).