I god sags tjeneste?

at lade lægmænd afgøre, hvem der skal leve videre.

Altså ikke leve videre på tv-seriens paradis-ø, men sådan rigtig for alvor leve (eller dø) som vindere eller tabere af den sunde nyre. Som bekendt blev vi overrumplede: Det hele var fup. Det gjaldt om at gøre reklame for en god sag: Nyre-donation (og lidt reklame for et tv-selskab). Nu skiftede dagsordenen for diskussionen: Helliger målet midlerne? Og når det så viser sig, at mange både i Holland og herhjemme melder sig som organ-donor, gør det så, at midlerne bliver endnu mere retfærdiggjorte? Jeg ved ikke, hvilke etiske overvejelser, tv-selskabet har gjort sig i forbindelse med sit eksperiment. Men det er desværre ikke usædvanligt, at der lægges et alt for snævert perspektiv ned, når man vurderer. Det kan også gælde i egentlige videnskabelige socialpsykologiske eksperimenter, som f.eks. det kendte Milgram-eksperiment, hvor plottet var at se på nogle menneskers villighed til at give andre alvorlige elektriske stød. De vidste ikke, at strømmen ikke var tilsluttet. Bagefter ved vi, at forsøget efterlod nogle forsøgspersoner med svære psykiske overvejelser over, at de havde ladet sig fange ind i rollen som bødler. I det hollandske nyre-eksempel svarer det til, at man opdager, at man har været accepterende tilskuer til, at nogle mennesker har gjort sig til dommere over andre menneskers liv. I et samfund, hvor man f.eks. stadig kan diskutere, om og hvornår man har lov til at fremprovokere abort. I forhold til de klassiske eksperimenter af Milgram (1963) og Zimbardo (1973), hvor én af forskerne greb ind og afbrød med fokus på, at eksperimentet etisk var ude af kontrol, vil jeg udvide perspektivet yderligere til at sige noget om, hvad det i 2007 også handler om. Hvad der også eksperimenteres med: Vores kompetence til at kende forskel på virkelighed og fiktion. Her går mediefolket og psykologerne hver deres veje. For mediefolket ligger der spændende muligheder i at sammenblande og tilsløre sammenblandingen af fiktion og virkelighed. At udfordre og provokere vores forestillinger om, hvordan virkeligheden hænger sammen. At udfordre og stille spørgsmålstegn ved, hvad det er vi vælger at kalde virkelighed. Før vi fik det stærke aktive billedmedie har forfattere gjort det i det skrevne sprog. For psykologer ligger der overvejelser om, hvornår grænserne mellem fiktion og virkelighed bliver så sammenfiltrede, at vi tror at vi kun leger, når det er dødelig alvor, og vi tror eller oplever, at den leg vi leger, er så alvorlig og betydningsfuld, at vi vil sætte alt på spil for den. F.eks. tror at vi leger, når vi sender dødstrusler på SMS og tror, at det er alvor, når vi lægger vores liv ind i ”Second life”. Tidligere kunne man sige, at kompetencen til at skelne mellem fiktion og virkelighed tilegner barnet sig under sin opvækst, og den voksne giver kun slip på den, når han/hun selv bestemmer sig for at undersøge sine evt. fastlåste forestillinger. Bagefter kan man i tryghed vende tilbage til sin skelnen mellem fiktion og virkelighed. Er man forstyrret i denne kompetence, ja, så kan tilværelsen blive vanskelig og angstprovokerende, og man har ofte brug for psykologisk eller psykiatrisk behandling. Til alle tider har der været normer og værdier, der er i skred i samfundet. Deraf udvikler samfundet sig. Pt. er det også vores forståelse af, hvad der skal tages alvorligt og hvad der ikke skal tages alvorligt. Om der i det hele taget er noget, der skal tages alvorligt. Noget, der skal respekteres. Noget, der er værdifuldt. Eller om alle handlinger kan placeres i kategorien: Jamen, det var bare for sjov! Hvem kan vi nu ansvarliggøre for, at vi ser så mange tilfælde af krænkelser mod andre mennesker? Krænkelser, der ligner eller er vold. Vold, der endog overskrider grænserne for, hvad man kan gøre under et overfald. Det enkelte menneske over en vis alder – ja! Men det er en hård opgave, når virkelighedsforståelsen hele tiden rystes. Derfor er der nogle, der har et medansvar. Ikke bare forældrene og folkeskolen! Også de grænseløst legende mediefolk. [ Eva Hultengren, Knasten 24, Gistrup, er erhvervspsykolog. E-mail: EvaH www.evahultengren.dk.