Gylden reje blev til død sild

Det begyndte med en gylden reje til 460 millioner kroner og endte med en død sild til 1,2 milliarder. Sådan kan forløbet om Musikkens Hus i Aalborg sammenfattes. Den døde sild blev klasket på bordet i denne uge, hvor rådmand Henrik Thomsen kaldte forløbet en farce, da politikerne besluttede at begrave de østrigske arkitekters musikhus endegyldigt. Noget mange nordjyder har tænkt og sagt, siden de himmelblå planer første gang steg i pris fra 460 millioner til 650 millioner, siden blev projektet barberet et par gange - samtidig med at det blev dyrere. Om farcen skyldes urealistiske arkitekter med næsen i sky, stigende byggepriser eller dårlig projektledelse – kan vi bruge lang tid på at diskutere. Men nu står vi tilbage og er enten ligeglade eller ærgrer os. Jeg hører til de sidste. Jeg ville grumme gerne se et smukt hus rejse sig ved fjorden. Et hus, der er så arkitektonisk imponerende, at vi vil flokkes for at se det både ude og inde. Nu starter det hele forfra. Politikerne siger, at vi stadig skal have et musikhus – det synes jeg også. Men det skal være et musikhus, der funkler på havnen – det skal ikke være endnu et ”så-kan-vi-da-nøjes” hus. Århus byggede et smukt butikscenter i forbindelse med deres banegård, vi fik KennedyArkaden. Og jeg nægter at tro, at nogen vil argumentere for, at den er smuk. Den er ikke engang indbydende, men mørk, kedelig og uinspirerende. Tidligere borgmester i Århus, Thorkild Simonsen, opfordrede i NORDJYSKE Medier til, at vi venter 10-20 år mere på vores musikhus. Det er ikke det politikerne lige nu lægger op til – borgmester Henning G. Jensen siger to-tre år. Men uanset, hvor længe der skal gå, gider vi ikke et discount musikhus, hvor der er sparet så mange steder, at det smukke, sjove, overraskende og forunderlige er væk. Så spark hellere pengene i et endnu bedre Nordkraft-projekt eller lav en mole ud i fjorden med cafeer og små butikker. Eller noget helt tredje, bare gør noget, der er ekstraordinært – det er byen, borgerne og landsdelen bedre tjent med. Mens Musikkens Hus har fødselsvanskeligheder, så er der vanskeligheder for fødslerne på de to jordemoder ledede fødeklinikker i Hobro og Frederikshavn. Selvom politikerne i amtets sundhedsudvalg flere gange har afvist at lukke klinikkerne, fordi de ikke mente, Sundhedsstyrelsen råd om at lukke var baseret på kendsgerninger. Så hjælper det åbenbart at gentage de samme såkaldt uvidenskabelige argumenter. I hvert fald har et flertal i amtets økonomiudvalg i mandags besluttet at anbefale en lukning. Amtsborgmester Orla Hav med argumentet om, at ellers kan forældre retsforfølge amtet, hvis noget skulle gå galt under en fødsel. Det kan forældre vel også, selvom der er en læge til stede eller? Med to fødsler bag mig og ingen foran mig, må jeg dog undre mig over, at det ikke engang skal være muligt for kvinder selv at vælge, om de vil føde på jordemoder ledede klinikker eller på sygehuse. Den mulighed ville jeg gerne have haft. Både sundhedsstyrelsen og formanden for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, Helle Meinertz, tvivler på, om kvinder er klar over, at der ikke er speciallæger på fødeklinikkerne – det gør jeg ikke. Min tiltro til kvinder er noget større. De kvinder, jeg kender, har undersøgt stort set alt i forbindelse med deres fødsler. Lige fra om de ville føde i vand, føde hjemme eller tæt på læger, osv. osv. Så jeg stemmer for valgfriheden. Nu bliver det snart muligt at vælge at flyve til København, London og Malaga uden at vinde i Lotto først (som den Aalborg-familie, der vandt 10 mio. kr. og det var ikke min familie ØV!) Sterling præsenterede i denne uge ruter til de nævnte byer til priser, der begynder ved 260 kr. DSB er ikke nervøs for konkurrencen. Det ville jeg nok være, hvis jeg var dem. Jeg er formodentlig ikke den eneste, der gerne betaler nogle hundrede kroner mere for at slippe for knap fem timers togtur + forsinkelser til København. Og de fleste af os er trætte af at høre på slagsmålene om, hvem der har skylden for, at togene er forsinkede. Vi vil bare gerne have det hele til at køre på – ja undskyld, skinner. Dette blev også ugen, hvor vi sagde farvel til den varmeste juli i mands minde, og efter min mening har det ikke være det mindste for varmt. Jeg har nydt hver eneste solrige dag i min tre ugers ferie, som var slut på julis sidste dag, hvor meteorologen i min morgenradio sagde, at temperaturen kl. 8 var lidt kølig – nemlig 19 grader. Ja, det er længe siden, jeg har hørt 19 grader omtalt som køligt. I dag skulle temperaturen kunne nå helt op til 26 grader igen, så nyd solen og søndagen.