I hælene på den første islænding

Solidt nordjysk ekspert-aftryk på museumskælder i Reykjavik

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Under tørringen opstod en del revner. Her er konserveringstekniker Jannie Amsgaard Ebsen ved at udfylde en revne med indfarvegips. Bagefter bliver gipsoverfladen modelleret og retoucheret så den ligner tørven helt.

I år fik Reykjavik et helt nyt museum. Det ligger i kælderen under et nybygget hotel centralt i den islandske hovedstad. Museet indeholder resterne af den bosættelse, der gav navn til Reykjavik. Den første islænding - dengang var han godtnok nordmand - der slog sig ned på den forblæste ø i nordatlanten var Ingolfur Arnarson. Ifølge de islandske sagaer ankom han til øen i år 874, og han byggede sit første hus på stort det sted, hvor resterne af tørvegården er fundet. Ingolfur Arnarson har næppe selv boet i huset - det blev bygget omkring 30 år efter han ankom. Det er formentlig næste generation, der har brugt bygningen. Tørvegården blev fundet i år 2000 - forud for bygningen af hotellet. Islændingene vidste godt, at der var gode chancer for at finde noget præcist på det sted, for ifølge de islandske sagaer var det der omkring, at Ingolfur Arnarson i sin tid slog sig ned. Men da første rester af tørvegården dukkede op, brød der en heftig diskussion ud blandt islændingene. Nogle betegnede udgravningen som de mest værdifulde kvadratmeter, der nogensinde var fundet på øen. Og alene tanken om at bygge på stedet var på grænsen til kætteri. Andre igen ville have det gamle skidt gravet væk, så man kunne komme videre med udviklingen. Museum i hotellets kælder Kompromiset blev, at hotellet fik lov at blive bygget, men der skulle laves en kælder med et museum, som skulle rumme resterne af gården sammen med en udstilling om Reykjavik på den tid. Og så var det, at Nordjylland lige pludselig kom ind i billedet. For siger man museumskælder, så siger man også Gråbrødrenes Museumskælder, der ligger midt i Aalborg. Her har Nordjyllands Historiske Museum under en nybygning i Algade indrettet et flot museum, der fortæller både om Aalborgs historie, men ikke mindst viser de bevarede ruiner af det gråbrødrekloster, der engang lå i byen. Manden, der stod for konserveringen af ruinerne, var Per Hadsund, der i det daglige er konservator på Nordjyllands Historiske Museum. Ham fandt islændingene frem til, da de var på en studietur rundt til en række europæiske byer for at få ideer og for at finde de fremmeste folk i museumsverdenen, som kunne hjælpe med at konservere resterne af gården samt fortælle historien om fundet bedst muligt. Islændingene ved godt selv, at de ikke ved alting, så de er gode til at finde frem til de mennesker, der har den ønskede ekspertise. Noget af det, man er gode til i Aalborg, er at styre fugtigheden i ruinerne. Men paradoksalt nok var det ikke den teknologi, Per Hadsund foreslog at man skulle bruge, da han begyndte at se nærmere på opgaven. Han forudsagde, at hvis man holdt resterne af de gamle tørv fugtige, så ville de hurtigt gå til. I stedet foreslog han, at man udtørrede de gamle tørv fuldstændig og så fandt en anden måde, hvor de kunne bevares for eftertiden. - Og da det var min skyld, at de valgte at tørre ruinen ud, så spurgte de, om jeg ikke ville finde ud af, hvordan man kunne gøre det, fortæller han. Og så gik det ellers løs med eksperimenter i laboratoriet. For der var ingen, der før havde forsøgt at konservere det, der vel bedst kan beskrives som 12 kubikmeter nedbrudt tørv. Mens Per Hadsund eksperimenterede i laboratoriet, arbejdede islændingene videre med deres ruin. Og det var en opgave, der blev taget alvorligt. Blandt andet hentede man i Holland en maskine, der kunne presse funderingspælene ned i jorden - og ikke banke dem som man ellers plejer. Man frygtede, at rystelserne ville ødelægge resterne af tørvegården. Udgravningen blev dækket til igen for at beskytte den, og omkring udgravningen blev der presset en række stålplader ned, og ovenpå blev der støbt et dæk af beton, som hotellet blev bygget på. Hjemme i laboratoriet afprøvede Per Hadsund uden det store held en række velkendte konserveringsmetoder. Endelig fandt han på at bruge et tysk stof, der ellers mest er blevet brugt til stenkonservering. - I sin struktur minder den tørre tørv mest om en meget, meget løs sandsten. Og den er cirka lige så stærk som marengs, siger Per Hadsund. Men det tyske konserveringsprodukt viste sig at være det helt rigtige valg. Navnet er ”tetraethylsilicat”, og det er et flydende stof, der, når det er sprøjtet på, på det nærmeste forvandler emnet til en form for sten med samme styrke som gasbeton. Eneste problem var, at det der ikke blev til sten, blev til flydende alkohol. - Vi skulle bruge 12.000 liter tetraethylsilicat, og ud af det kom der 9.000 liter alkohol, fortæller han. Derfor var man nødt til at være ekstremt forsigtig under påhældningen af hensyn til eksplosionsfaren. Det var i begyndelsen af i år, at man begyndte at hælde væsken på. - Der var også en historie i en islandsk avis om processen, og hvor urimeligt det var med de alkoholtåger midt i Reykjavik - ikke mindst fordi Frelsens Hær har et hjem for alkoholikere på det modsatte hjørne, mindes Per Hadsund med grin. Men ved hjælp af kraftig udluftning lykkedes det at reducere alkoholtågerne til samme niveau, som hvis man stak næsen ned i en drink på en af byens utallige barer. Reykjavik anno 871 I dag ligger resterne af den velkonserverede tørvegård midt i museet. Rundt om bliver fortalt historien om, hvordan Reykjavik så ud omkring år 900, hvor menneskene kom fra, og hvordan de klarede sig i hverdagen. Det er en udstilling, hvor al den nyeste teknik er taget i brug for fortælle historien om Island på en levende måde. For eksempel er der et sted, hvor der pludselig lugter af hav og strand, fordi der på væggen sidder en dyse, der sprøjter havduft ud lige over et billede af strandkanten. Og fra en bestemt vinkel ser det ud som om, der faktisk er ild i ildsted - hvad der naturligvis ikke er. Det er blot et par glasplader, der skaber illusionen.