Aalborg

I hælene på den lokale EU kandidat

Det kræver et bimlende vækkeur og solidt fodtøj at følge med Ole Christensen, EU kandidat fra Brovst

BROVST:Klokken er 4.27 torsdag morgen og Ole Christensen (S), EU kandidat, tager fat på tredjesidste, rigtig lange og vigtige dag før valget til EUs parlament. Han triller det kongeblå kampagnevogntog i retning mod Aalborg, hvor han samler Henrik Mikkelsen fra kampagnearbejdsgruppen op. Næste stop er Frederikshavn, hvor folk på vej til arbejde skal have gratis morgenmad og præsenteres for Ole Christensens ansigt. De sidste fjorten dage før valget besøger han samtlige nordjyske kommuner og det giver et stramt program. Morgenbrødet får hurtigt ben at gå på, for langt de fleste takker ja med et smil. Enkelte vinker dog afværgende og takker nej. For eksempel Arne Pedersen på 60 år, der ikke rigtig går op i EU valget. - Jeg skal slet ikke stemme, og så er jeg faktisk heller ikke særlig sulten, forklarer han og haster videre. Fiskerkone fra Strandby - Hva’ satan er det dig ? En arbejdsmand i blå kedeldragt gengælder Ole Christensen smil og stikker ham hånden. Han er en tidligere soldaterkammerat. - Det har været sjovt at møde mennesker, jeg ikke har set i mange år og få en sludder, siger Ole Christensen. I Sæby støder han på en del nordmænd, der af gode grunde ikke kan udløse stemmer. Han giver sig god tid til en snak. Sådan er det overfor alle. I en jobklub for ledige møder Ole Christensen en fiskers kone fra Strandby. Mona Pedersen vil godt lige give og ha’ nogle sandheder om fiskekvoter. - Min mand kan fiske sin månedskvote på en enkelt dag, det kan vi da hverken leve eller dø af, fastslår hun. Truede fisk tror hun ikke meget på. Hvorvidt Ole Christensen kan regne med Mona pedersens stemme på søndag er tvivlsomt, men som Henrik Mikkelsen påpeger: - Du er jo så ung, Ole, du tager en tur mere om fem år, hvis det ikke lykkes nu.