-I har kun ét liv, så brug det

BRØNDERSLEV:- I har kun et liv, så brug det. Den opfordring gav skoleinspektør Torben Mikkelsen til de elever, der forlod skolen. - Brug jeres tid til noget godt. Forvent noget godt af fremtiden. Der er brug for unge, der tror på sig selv, og som vil noget med sig selv. Torben Mikkelsen sagde, at skolen har givet eleverne en god ballast. - Nogle grundsten, som Skolegades Skole ikke kan giver jer, er de grundsten, der læres i livets skole. I livets skole er der eksamen hver dag - hver time, sagde han. - I livets lærer I at håndtere følelser. Her tænker jeg blandt andet på kærlighed, ærlighed, troværdighed, jalousi, mindreværd, storhedsvanvid for bare at nævne nogle stykker. Torben Mikkelsen pegede specielt på kærligheden. - Kærlighed kan man ikke lære. Heller ikke i skolen. Heller ikke ved at høre om den i en sang eller ved at læse om den i en bog. Kærlighed skal føles. - Kærlighed handler ikke kun om kærester. Det handler i høj grad også om kærlighed til mor, far, søster og bror. Det handler også om venskab. - Kærlighed kan ikke købes. Kærlighed er gratis. Kærlighed skal man gøre sig fortjent til. Det kræver blot, at man selv giver kærlighed. Jo mere du gi'r, jo mere får du. Hvis du blot vedligeholder kærligheden rigtigt, så har du noget, der varer evigt og bliver mere og mere værd. Torben Mikkelsen pointerede, at der også skal være plads til lidt sjov. - Livet er til for at blive nydt, og det skulle gerne være lidt sjovt. Jo ældre I bliver, jo mere skal I selv sætte dagsordenen for jeres liv. Brug det til at finde de værdier, som betyder noget for jer.