Hvis og hvis og hvis ...

Fodbold 1. marts 2009 05:00

PÅ GRUND AF ferie er “Ugen Der Gik” desværre nødt til at udgå. I stedet har vi valgt at bladre lidt i flere af tidens bogudsalgs-kataloger (for der har jo været et slags fælles udsalg hos boghandlere landet over siden i onsdags klokken syv om morgenen) i et forsøg på at pejle os ind på tendenser i Danmark i uge 9 anno 2009. FRA BUNKEN AF udsalgskataloger kan vi fremhæve: Dr. Spin: “Tidsfordriv for viderekomne”. Tredje bind i den umådeligt populære serie (efter “Tidsfordriv for begyndere” og “Tidsfordriv for let øvede”) beskriver, hvordan det reelt er muligt at nulstille enhver form for seriøs politisk diskussion ved meget omhyggeligt at sørge for at bruge kostbar sendetid og spalteplads på at lade denne diskussion handle om ét og kun ét emne hele tiden. Gennem tusindvis af tidsaktuelle eksempler viser “Tidsfordriv for viderekomne”, at det rent faktisk er muligt at få måneder (for de særligt dygtige: halve år) til at gå med at diskutere om, hvorvidt en meget højt profileret statsleder mon er på vej til at et større og om muligt endnu mere prestigefyldt stykke arbejde i udlandet. Via et væld af radio- og tv-klip samt avisartikler vises, hvordan nøjagtigt den samme, én gang fastlagte præmis - uanset hvor meget den så end bygger på gætterier og skøn - kan anvendes i en hvilken som helst situation: Hvis den pågældende statsleder er meget engageret og opsat på at få løst et bestemt problem hurtigst muligt og helst i går, er det meget vigtigt at få det udlagt, som om vedkommende er mest optaget af at få ryddet op, så der ser pænt ud, inden vedkommende er ude af vagten. Hvis den pågældende statsleder til gengæld er meget lidt engageret og godt kan leve med, at et bestemt problem ikke nødvendigvis bliver løst her og nu, er det mindst lige så vigtigt at få det udlagt, som om vedkommende mentalt set er ude af vagten og egentlig bare skal have den sidste korte tid til at gå. I det hele taget er gætterier og skøn omdrejningspunktet, hedder det i “Tidsfordriv for viderekomne”, der blandt meget andet påpeger, at det ligger lige for at gøre det til genstand for et politisk problem, hvad der skal ske med statslederens hund (hvis statslederen havde haft en hund): Skal den tages med til udlandet, skal den aflives, eller skal den gives bort til velgørende formål? SPØRGE-JØRGEN (red.): “Spørgeteknik ude på overdrevet”. Klart i forlængelse af “Tidsfordriv for viderekomne” ligger denne bog, der belyser, hvordan man som led i kreative meningsmålinger frit kan bygge videre på netop gætterier og skøn. Altså: Hvis en højt profileret statsleder virkelig er på vej til udlandet - og det må man jo gå ud fra, så ofte som det bliver gentaget (og taget for givet) i alle medier - bør der så udskrives folketingsvalg? Og hvis ja, bør det så finde sted på en tirsdag, som det plejer i Danmark? Og hvis nej, bør det så i stedet foregå på en søndag som i andre lande i Europa? Og hvis ja, bør valget finde sted en søndag, hvor flest mulige danskere har tid? Og hvis ja, bør det så være søndagen før påske eller påskedag? Og hvis der lige om lidt bliver udskrevet valg, er det så et folkekrav, at landets næste statsleder i løbet af valgkampen anstændigvis bør nå at vise sig i de ikke færre end ti statsmandshabitter, som han efter sigende har fået håndsyet? Og bør den nuværende statsleder - hvis han havde haft en hund - tage denne hund med sig til udlandet, bør den aflives eller gives bort til velgørende formål? FOGH, ESPERSEN OG Kjærsgaard: “Skat mellem venner”. En politisk grundbog i kunsten at indgå det nærmest smallest tænkelige forlig om det nærmest bredest tænkelige emne med de nærmest bredest tænkelige konsekvenser. En grundbog - eller måske i virkeligheden snarere en drejebog - i, hvordan man kører en i forvejen svag og skrøbeligt funderet opposition yderligere ud på et sidespor ved meget nøje at sørge for at stille flere ultimative krav, som et spinkelt flertal (men dog et flertal) af forligspartier ved er aldeles uspiselige for denne opposition. Selve forliget, der ligger til grund for grundbogen, har allerede fået flere ret ophidsede anmeldelser. Fra blandt andre partileder H. Thorning-Schmidt (S): “Det havde klædt dem at sige tingene, som de er, fremfor at opføre det her egnsteater”. Sammenslutningen af Danske Egnsteatre har ingen kommentarer til denne sammenligning. I AFDELINGEN FOR småting kan vi fremhæve udsalgsværkerne: N.A. Oplev: “Mænd og kvinder der elsker en god oplevelse”. En skildring af den ædle (og uhyre sjældne) kunst at forvandle en millionsællert af en bog til en millionsællert af en film og stadig have tilfredse kunder i butikken. Abdul Wahid Pedersen: “Én gang stenet - altid stenet”. Tidligere narkoman og narkohandler, nu imam, fortæller, hvorfor stening ikke står til diskussion, men at den indgår i pakken islam, og at det altid handler om at tage hele pakken. Sten (til brug for øvelser i hjemmet) medfølger. Slad R. Hank: “Erik og Anni goes to church” - masser af billeder fra (og ganske kort læse-let-tekst om) det intime rådhusbryllup for et af de senere års mest omtalte society-par. Blekingegadebanden: “Sandheden om os og vores mange ædle heltegerninger”. Et slags svar på den seneste tids mange skriverier, tv- og filmoptagelser m.m. - dog endnu ingen tilståelse af drab på politibetjent i 1988. Kronprinsesse Victoria: “Ingen syv års krise her”. Genfortælling af forlovelse - og snart giftermål - med fitnesstræner Daniel Wrestling, undskyld, Westling. AaBs venner: “3-1”. Glade minder i billeder og ord om Coruna-kamp, der sendte klubben videre i UEFA-cup. Og vennerne ud for at skylle sejren ned med en heftig gang “Cool Corona”... Fortsat godt udsalg. Og god søndag!

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...