Ih, hvor vi tæver ungerne her i Nordjylland

KLICHEEN ER SÅ fortærsket, at det næsten gør ondt at skrive den, men altså: Der findes tre slags løgn: Almindelig løgn, forbandet løgn og statistik. Det beviste Jyllands-Posten og DR igen i ugens løb, da især sidstnævnte brægede op om, at nordjyske forældre er de værste til at slå deres børn. Det havde en undersøgelse bragt i Jyllands-Posten nemlig vist. En “undersøgelse”, der ved nærmere granskning viste sig tvivlsom, for nu ikke at bruge grovere ord. Analysefirmaet Rambøll Management havde spurgt 290 forældre om børneopdragelse, og man skal ikke kende meget til statistik for meningsmålinger for at vide, at det er temmelig få til at konkludere noget som helst i detaljer. I runde tal kan vi gå ud fra, at 30 nordjyder er blevet spurgt. Helt galt gik det, da analysefirmaet valgte at dele tallet for accept af endefuld op på regioner. Derved kom tre forældre til at tegne billedet af alle Nordjyllands forældre: Nemlig de tre forældre, der rykkede procentsatsen højere op end på landsplan. Man behøver endnu mindre viden om statistik for at konkludere, at morgenradioaviserne byggede deres historie på sand. Den gode historie var med andre ord, at flere medier sammen med en analysefirma sværter en landsdels forældre til uden nogen form for bevis eller bare statistisk belæg. Men det er formentlig lykkedes at bibringe hele landet det indtryk, at i Nordjylland tæver vi glad og gerne vore børn. UGE 38, DER langsomt smuldrer mellem vore tæer, blev også den første hele arbejdsuge for de rokerede konservative ministre. Brian Mikkelsen vil som sin forgænger fare hårdt frem mod de kriminelle - endskønt syv års Espersen-regime ikke synes at vise de store fremskridt. Mængden af kriminalitet er faktisk temmelig stabil, selvom visse af mine kolleger på andre medier lever af at viderebringe det modsatte indtryk. Til gengæld opklarer politiet for tiden mindre end tidligere. Men måske vi atter får et velfungerende korps, når politireformen om nogle år er indarbejdet. I øvrigt en fantastisk langmodighed, regeringen viser over for sig selv med en sådan reform. Hvis vi andre meddelte offentlige myndigheder, at vi først levede op til kravene om tre-fire år, fordi vi liiiiige var i gang med en reform - så vil arrestens porte snart åbne sig for os. OGSÅ DEN NYBAGTE kulturminister, vandringskvinden Carina Christensen, fik sig markeret. Hun vil nemlig bestemme over DR, så de kan vise noget mere tv fra De Paralympiske Lege, der sluttede i denne uge. Et stævne med langt færre deltagere og langt flere medaljer at fordele end De Olympiske Lege for nogle uger siden. Andre valgte at være forargede over, at Dronning Margrethe som protektor for Danmarks Idræts-Forbund inviterede medaljetagerne fra OL og ikke fra De Paralympiske Lege til komsammen. De mest fornuftige ord i den sammenhæng kom fra formanden for Dansk Handicap Idrætsforbund (DHIF), Karl Vilhelm Nielsen: - De Paralympiske Lege og OL er to forskellige arrangementer. Dertil kommer, at det er lillesøster Benedikte, der er protektor for DHIF. Og det er vel ikke utænkeligt, at hun senere på året byder på te og kaffe. Jeg har stor respekt for handicappede idrætsudøvere - akkurat som for andre idrætsudøvere på eliteniveau. Men tiden, hvor vi skulle have særlig ondt af dem og særlig rose deres indsats, er ovre. De skal bedømmes og behandles som andre idrætsfolk (hvad jeg i øvrigt også er sikker på, at de helst selv vil). Derfor skal DR ikke vise ekstra meget handicapidræt, fordi det er synd for dem, fordi de skal opmuntres ekstra meget eller fordi de skal have lettere ved at finde sponsorer (en svær øvelse for næsten alle små idrætsgrene). DR og alle andre nyhedsmedier skal behandle dem akkurat som alle andre. Og DHIF er altså kun det 18. største idrætsforbund i Danmark. Til sammenligning var de idrætsgrene, som dyrkes i 11 af de 17 større forbund, på OL’s program. Det skræmmer mig, at kulturministeren efter bare en uge på sin nye pind vil til at styre sportsdækningen i tv. Om et par uger vil hun nok også til at bestemme, hvad vi må skrive om i avisen. I SIDSTE UGE var det spillerne på det danske fodboldlandshold, der ville bestemme. De var blevet kritiseret efter en sølle indsats i Ungarn (et fodboldland, der har været på årelang nedtur), og da de så vandt en flot, men heldig sejr over Portugal, så ville de ikke tale med pressen. Men måske trænger de blot til medietræning? Spillere som Dennis Rommedahl, Daniel Agger, Leon Andreasen og Peter Løvenkrands er sjældne gæster på førsteholdet i deres respektive klubber, så de er næppe vant til kontante sportsjournalister til daglig. Og hvis de generelt er så tyndhudede, så kommer de næppe til VM. Indsatsen på banen i Portugal imponerede - men respekt fra mig får holdet først igen, når de kan spille mere end én god kamp. God søndag - og husk: De pragtfulde svenske skove ligger kun en færgetur borte. Mens du læser dette søndag formiddag, prøver jeg at finde vej med kort og kompas derovre. PS: Bemærk venligst, at ikke så meget som et ord i denne klumme handler om Stevie Wonder eller AaB (jeg var hverken i Gigantium eller Glasgow - jeg var i skoven den aften).