Arbejdsmarked

I kælderen på supersygehuset i Aarhus fryser de ansatte

På supersygehuset i Aarhus går ansatte i kælderen og stuen med undertrøjer og skistrømper for at holde varmen.

Mens patienter og personale sveder på de øverste etager i den nybyggede del af Aarhus Universitetshospital, er hverdagen for de ansatte i stue- og kælderetagen anderledes.

I de nederste etager er undertrøjer, skistrømper og store trøjer en vigtig del af beklædningen. På stue- og kælderplan er temperaturen en helt anden end i toppen af byggeriet.

Det skriver DR Østjylland.

På forskningsgangen i kælderen går de ansatte ud i deres pauser for at få varmen. En af dem er Lone Steen, der er sekretær på øre-næse-hals-klinikken. Hun oplever at fryse på arbejdspladsen på grund af træk.

- Den gamle del af hospitalet er ganske fin at komme i, men så snart du kommer ind i det nye, er det koldt, og dine slimhinder bliver tørre, siger hun til DR Østjylland.

Temperaturforskellene på sygehuset ærgrer Anders Kühnau (S), der er regionsrådsformand i Region Midtjylland.

- Det er klart, at det ikke bør være koldt i kælderen og stuen. Vi har mulighed for at sætte varme på. Vi er ikke i mål med at få justeret temperaturen, det er åbenlyst.

- Jeg har en forventning om, at vi hurtigst muligt får justeret ind, siger Anders Kühnau til Ritzau.

Hospitalets sygeplejefaglige direktør, Inge Pia Christensen, konstaterer, at det ikke er rimeligt, at personalet skal arbejde, mens de fryser.

- Det er ikke i orden, at vi sætter personale i rum, hvor de nærmest skal have vintertøj på for at være i dem, siger hun til DR Østjylland.

Anders Kühnau har forståelse for, at det tager tid at få tingene på plads i et nyt sygehus, og han tilføjer, at systemerne skulle kunne klare at regulere temperaturen til den rigtige.

I alt vurderer hospitalsledelsen over for DR Østjylland, at omkring 150 ansatte er berørte af kulden. Det rammer også de patienter, der kommer forbi.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst