I kakkelovnskrogen?

BANDEVOLD:Hr. Per Clausen hævder 23.5., at Enhedslisten ”protesterer med lige så stor ihærdighed mod muslimske ekstremister, som vi demonstrerer mod Anders Gravers’ racistiske sammenrend”. Jaså? Det er da glædeligt, hvis det er sandt. Men jeg erindrer nu ingen ungdommelige skrig og skrål og mødeforstyrrelser fra Enhedslistens side mod fx Hizb-ut-Tahrirs møder. Men det kan jo være, at Enhedslisten i dette tilfælde har demonstreret i al stilfærdighed i kakkelovnskrogen, uden at nogen har bemærket det. I øvrigt er anti-jihad ikke racistisk. Vi vil såmænd blot give udtryk for, at vi mener, at politiet bør koncentrere sig om at bekæmpe bandevold frem for at gå efter fredelige borgeres lommeknive. At bandevolden så hovedsageligt i dag stammer fra ”etniske” unge, gør ikke os til racister.